Kendt kæde er fortid efter milliontab

LêLê er færdig som kæde, bekræfter ejer, som er ked af et forløb, der har sendt ham ud i mediestorm

Det er slut med LêLê-restauranter. Arkivfoto: Rumle Skafte
Det er slut med LêLê-restauranter. Arkivfoto: Rumle Skafte

Den kendte restaurantkæde LêLê er fortid.

Det bekræfter en tydeligvis ærgerlig Per Ulrik Andersen, der i 2019 blev eneejer af kæden.

- Det er ved at blive lukket ned. Jeg solgte alle butikkerne under coronanedlukningen. Det eneste, der er tilbage, er, at der er nogle, som producerer det på licens til Coop og 7-Eleven. Det er et spagt forsøg på at vinde noget af det tabte hjem, siger han.

Frem til 2019 var LêLê en familievirksomhed. En kendt og respekteret restaurantkæde i København med dertilhørende tv-optræden fra Lê-familiens ansigt udadtil, Anh Lê.

Men i 2019 gik selskabet konkurs, samtidig væltede skeletterne ud af skabet. Ekstra Bladet kunne fortælle, hvordan Skattestyrelsen jagtede millioner i konkursboet. Desuden kom det frem, at Anh Lê havde taget ulovlige virksomhedslån i sit holdingselskab.

Artiklen fortsætter efter videoen ...

Kendt kæde er fortid efter milliontab

Få genopfrisket sagen fra 2019.

Gik ikke som jeg regnede med
Efter konkursen startede LêLê op igen. Denne gang med netop Per Ulrik Andersen i ejerkredsen. Han kom til at eje halvdelen af selskabet, mens Lê-familien ejede den anden halvdel. Men efter længere tids kritik endte familien med at trække sig fra ejerskabet og overlade det hele til Per Ulrik Andersen.

Han kan nu præsentere første regnskab, som nok også bliver det sidste. Bundlinjen klinger med et tab på 5,3 millioner.

Per Ulrik Andersen er også medejer af tøjmærket Samsøe & Samsøe, og han fortæller, at aldrig har været ude i en mediestorm som denne, og han er tydeligvis ærgerlig over forløbet.

- Jeg troede, at jeg reddede 70 arbejdspladser. Det gjorde jeg ikke, siger han.

- Det gik ikke helt, som jeg regnede med.

Han ønsker ikke at fortælle, hvor meget han har tabt på LêLê; han henviser i stedet til regnskabet.