Kendt tøjkæde får millionbøde

Kaufmann har fået millionbøde for at udveksle oplysninger med konkurrent. Derudover efterforskes kæden af politiet

Kaufmann får millionbøde. Pr-foto
Kaufmann får millionbøde. Pr-foto

Den landskendte tøjkæde Kaufmann har fået et ordentlig strøg over nakken, efter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har taget kæden i at aftale priser med en konkurrent. Samtidig bliver kæden nu efterforsket af politiet.

Konkret lyder bøden på 3,7 millioner kroner, lyder det i en pressemeddelelse:

Grov
'Det er en grov overtrædelse af konkurrenceloven, når konkurrerende virksomheder udveksler priser,' siger Bitten Thorgaard Sørensen, vicedirektør, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

'Det ødelægger den effektive konkurrence og fører kunderne bag lyset. Nogle af tøjkædernes kunder kan derfor have betalt mere for tøj, end de ville have gjort, hvis de to konkurrenter ikke havde talt sammen.'

Artiklen fortsætter ...

Sagen kort

* Kaufmann får en bøde på 3,7 millioner kroner.

* Overtrædelsen er sket i perioden november 2014 til december 2017, hvor Axel Kaufmann har udvekslet informationer med en anden virksomhed, der også driver tøjforretninger.

* Informationerne handlede eksempelvis om virksomhedens påtænkte salgspriser og rabatter ved udsalg og kampagner.

* Det gjaldt blandt andet butikker i Frederiksberg Centret og Lyngby Storcenter.

Kilde: Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Det er da absolut også en ordknap direktør Henrik Kaufmann, som Ekstra Bladet fanger over telefonen.

- Jeg har ingen kommentarer ud over den pressemeddelelse, vi har sendt ud.

- Men I tager bøden til efterretning?

- Præcis.

Efterforskes af Bagmandspolitiet
Selskabets seneste regnskab viser et underskud på 1,9 millioner kroner i et år, der var påvirket af corona. Egenkapitalen - forskellen på gæld og guld - er i plus med 156 millioner kroner, og dermed bliver bøden ikke skæbnesvanger for kæden. Det er dog ikke uden at vride sig, at bøden modtages, må det forstås i den omtalte pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter ...

Henrik Kaufmann, adm. direktør, Kaufmann. Arkivfoto: Casper Dalhoff/Ritzau Scanpix
Henrik Kaufmann, adm. direktør, Kaufmann. Arkivfoto: Casper Dalhoff/Ritzau Scanpix
 

'Vi har valgt at betale en bøde for at få afsluttet sagen. Den historiske informations-udveksling, der nu har udløst bøden, var i bagatelafdelingen og har ikke haft nogen skadevirkning på markedet, men vi accepterer konkurrencemyndighedernes holdning. Vi glæder os nu over afslutningen af denne sag og vil herefter se fremad.'

I en anden sag er kæden under efterforskning af Bagmandspolitiet for at udveksle informationer med Hugo Boss.

'Konkurrencerådets påstand er, at Kaufmann og HUGO BOSS har overtrådt konkurrenceloven ved at udveksle fortrolige informationer om priser, rabatter mv. i forbindelse med fremtidige udsalg i perioden 2014-2017,' lyder det i pressemeddelelsen, hvor Kaufmann oplyser, at selskabet har valgt at lade sagen gå sin gang i retten.