Konkursrekord: Men bøtten vender snart

- Når garantier og lån på skatteområdet forfalder de kommende måneder, er der sandsynligvis flere virksomheder, som vil indse, at deres forretninger ikke er profitable, vurderer ekspert efter rekordfå konkurser i august

Foto:Martin Lehmann
Foto:Martin Lehmann

Til trods for at nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der i august blev indgivet rekordfå konkurser i aktive virksomheder, skal man ikke forvente, at tendensen fortsætter.

Det vurderer professor i økonomi på Aarhus Universitet Philipp Schröder.

- Lige nu bliver mange konkurser udskudt. Når garantier og lån på skatteområdet forfalder de kommende måneder, er der sandsynligvis flere virksomheder, som vil indse, at deres forretninger ikke er profitable, siger han til Ekstra Bladet med henvisning til den hjælp, de danske virksomheder har fået fra hjælpepakkerne under coronakrisen.

Samlet har der været 120 konkurser i aktive virksomheder, hvilket er det laveste siden 2009, hvor man begyndte at opgøre udviklingen på den nuværende måde.

Artiklen fortsætter under grafikken ...

For generøs?
Særligt hjælpepakkerne har holdt hånden under danske virksomheder, vurderer Philip Schröder:

- Præcist fordi vi har undgået at sunde virksomheder er kollapset under nedlukningen, har vi fået en hurtig genstart af dansk økonomi. Prisen er så, at nogle virksomheder, som i en normal konjunktur vil have været gået konkurs, er blevet holdt i live.

Kan man på den baggrund sige, at hjælpepakkerne har været for gavmilde?

Man skal huske på, hvad alternativet kunne have været. Umiddelbart vil jeg ikke vurdere, at man har været for generøs.

- Når en stat laver hjælpepakker, behandles alle ens. Var det en bank, der havde gjort det, skulle alle vurderes individuelt, så jeg tror, at vi skal være glade for, at vi har den her ligebehandling i Danmark, siger professor Philip Schröder.

Ikke en dårlig ting
Ifølge Philipp Schröder skal man huske på, at konkurser i det store billede ikke er en dårlig ting.

- Det betyder, at kreditorer får penge tilbage, og at man undgår en dominoeffekt, hvor dårligt drevne virksomheder ikke hiver andre virksomheder med ned i en dominoeffekt.

- Det er selvfølgelig ærgerligt for de involverede i virksomheder, men for samfundet som helhed er det godt, siger han.