Kritik af Rambøll: Står bag VM-stadion i Qatar

Det danske ingeniørfirma Rambøll har spillet en hovedrolle i opførelsen af et stadion, der skal bruges ved det skandaliserede fodbold-VM i Qatar

Kritik af Rambøll: Står bag VM-stadion i Qatar

Hvis du ved noget om sagen, kan du skrive fortroligt til Ekstra Bladets journalister på munk@eb.dk.

Tusindvis af døde migrantarbejdere. Bestikkelse og korruption. Brud på basale menneskerettigheder.

Spillet på banen er endnu ikke fløjtet i gang, men det forestående fodbold-VM i Qatar i 2022 er allerede en international skandale. I Danmark diskuteres det af samme grund ivrigt, om landsholdet helt skal boykotte arrangementet.

Nu viser Ekstra Bladets research imidlertid, at VM i Qatar allerede har fået et dansk aftryk.

For i al ubemærkethed for den danske offentlighed har det store ingeniørfirma Rambøll været en af hovedkræfterne bag opførelsen af Al-Rayyan Stadium med 40.000 tilskuere, hvor der efter planen skal spilles syv VM-kampe.

'Vi vandt opgaven som ingeniørrådgiver på Al-Rayyan stadion i Qatar i fri konkurrence i 2012. Vi arbejdede derefter i de allertidligste faser af projektet på det tekniske design af stadionet fra 2013-2016,' skriver Morten Peick, koncerndirektør i Rambøll, i en mail til Ekstra Bladet.

Direktøren har afvist at stille op til et interview om sagen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Så sent som i december 2020 udtalte Rambølls projektleder Alan Tweedie, at Al-Rayyan Stadium - der officielt hedder Ahmed bin Ali Stadium - er designet 'med respekt for Qatars historie. Foto: Eurasia Sport Images
Så sent som i december 2020 udtalte Rambølls projektleder Alan Tweedie, at Al-Rayyan Stadium - der officielt hedder Ahmed bin Ali Stadium - er designet 'med respekt for Qatars historie. Foto: Eurasia Sport Images
 

Beskyldt for bestikkelse
Qatar blev tildelt værtskabet for VM-slutrunden i 2010.

Men siden er den lille ørkenstat - bl.a. af internationale medier, det amerikanske justitsministerium samt FBI - utallige gange blevet beskyldt for at have vundet det prestigefulde arrangement ved hjælp af bestikkelse.

Af samme grund møder Rambølls involvering med VM i Qatar kritik.

På sin hjemmeside bryster det danske ingeniørfirma sig nemlig af at have 'nultolerance' over for bestikkelse og korruption.

- Qatar har kun en fordel af korruptionen, hvis fodboldforbundene stiller op ved VM, og der er nogen, der vil bygge stadions, siger Jesper Olsen, formand for Transparency International Danmark, hvis formål er at bekæmpe korruption.

- Vi kommer aldrig korruption til livs, så længe der er nogle firmaer, der – som Rambøll i dette tilfælde - er villige til at påtage sig den her slags opgaver, fortsætter han.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Ifølge den britiske avis The Guardian er over 6500 migrantarbejdere fra  Indien, Bangladesh, Nepal, Sri Lanka og Pakistan døde siden 2010 i forbindelse med byggerier, der skal bruges ved VM i Qatar. Foto: Lars Poulsen
Ifølge den britiske avis The Guardian er over 6500 migrantarbejdere fra Indien, Bangladesh, Nepal, Sri Lanka og Pakistan døde siden 2010 i forbindelse med byggerier, der skal bruges ved VM i Qatar. Foto: Lars Poulsen
 

- Helt klart korrupt
Hos Play the Game - et initiativ under Idrættens Analyseinstitut, der arbejder for at fremme åbenhed i international idræt - kalder man sagen 'et dilemma'.

- Qatar har vundet værtskabet for VM i en proces, der helt klart har været korrupt. Og det ville være et enormt ædelt træk af Rambøll, hvis de af den grund nægtede at bygge det her stadion.

- Men kan man forvente det af Rambøll? Det er jeg meget i tvivl om, siger Jens Sejer Andersen, international chef i Play the Game.

På Rambølls hjemmeside kan man se en oversigt over virksomhedens mange projekter i hele verden. Men der er af uvisse årsager intet spor af stadion-projektet i Qatar.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Arbejdet med at bygge VM-stadions i Qatar er både dårligt betalt og farligt. Mange arbejdere har mistet livet på byggepladserne. Foto: Naseem Zeitoon
Arbejdet med at bygge VM-stadions i Qatar er både dårligt betalt og farligt. Mange arbejdere har mistet livet på byggepladserne. Foto: Naseem Zeitoon
 

- Vi har optrådt etisk
Ekstra Bladet har spurgt Rambøll, om involveringen i stadion-byggeriet var en fejl.

'Det er vores klare opfattelse, at vi har optrådt etisk på Al-Rayyan projektet,' skriver Morten Peick, koncerndirektør i Rambøll, til Ekstra Bladet uden at svare direkte på spørgsmålet.

'Da vi besluttede at involvere os i projektet, var der endnu ikke rejst konkrete anklager fra myndigheder om korruption i forbindelse med tildelingen af værtskabet for verdensmesterskabet,' tilføjer koncerndirektøren.

Morten Peick har ikke ønsket at forholde sig til, at der allerede inden 2012 var massiv medieomtale af mulig bestikkelse i forbindelse med tildelingen af VM-slutrunden til Qatar.

Han har heller ikke svaret på spørgsmål om, hvorvidt Rambøll har bidraget til andre projekter for VM i Qatar.