Kritisk professor: Meget uansvarlig handling af Bestseller

At Bestseller-koncernen ikke vil betale husleje til sine omkring 200 udlejere, før man får penge fra staten, møder kritik fra økonomiprofessor Per Nikolaj Bukh

Følg Erhverv

Tøjgiganten Bestseller, der er ejet af mangemilliardæren Anders Holch Povlsen, har - som Ekstra Bladet tidligere har skrevet - meddelt sine udlejere, at man ikke vil betale husleje 1. april grundet coronakrisens nedlukning af deres butikker.

Man vil først senere betale pengene, når man har fået del i statens hjælpepakke til de faste udgifter.

Og det får Per Nikolaj Bukh, professor ved Institut for Økonomi og Ledelse ved Aalborg Universitet, til at kritisere modekoncernen.

- Der er ikke nogen tvivl om, at koncernen har et akut stort likviditetsbehov. Det skal man jo normalt fremskaffe ved selv at stille med egenkapital eller via lån i bankerne. Og når man er en stor koncern med mange aktiver og har en velhavende ejer, så er det jo ikke noget problem.

- Det er selvfølgelig en omkostning, men sådan er det, når man driver virksomhed, siger han til Ekstra Bladet og kalder problemet 'større, end man lige tror'.

Stort problem
- Mange af de ejendomme er i praksis ejet af enkeltstående ejendomsselskaber, som jo ikke ligefrem har masser af penge liggende. De har kun det, der er nødvendigt liggende, og så er de afhængige af at få deres husleje ind, som de skal bruge til at servicere deres gæld til banker og kreditforeninger.

Dermed kommer selskaberne i knibe, når de ikke får deres husleje.

- Og så bliver de nødt til at gå tilbage til deres banker og sige, at de ikke kan betale deres lån. Så skubbes problemet videre ud i den finansielle sektor. For så er lånet misligholdt, og der skal eventuelt foretages nedskriv i bankens regnskab. Bankerne kan ikke uden stille likviditet til rådighed for nødlidende virksomheder, siger han og fortsætter:

- Så det skaber nogle meget store dønninger, som reelt set er noget, sådan en koncern ikke burde gøre. Det er en meget uansvarlig samfundsmæssig handling, synes jeg, at skubbe problemerne hele vejen tilbage igennem ejendomsselskaber ud i den finansielle sektor. Det er der ikke brug for lige nu.

Svar på kritik

Bestsellers finansdirektør, Thomas Børglum Jensen, svarer følgende på kritikken i en mail:

'Egenkapital er ikke det samme som penge på kontoen. Huslejeproblemstillingen er ikke særegen for BESTSELLER, det er en problemstilling, der har ramt hele detailkæden, og det er derfor regeringen har lavet hjælpepakker, som vi venter på bliver implementeret. Det er det, vi er i dialog med vores udlejere omkring. Vi giver også henstand til de lejere, vi har, som er i samme situation, som os.'

750 fyret
Han kan bedre forstå Bestsellers fyring af de 750 medarbejdere, som skete i sidste uge.

- Regeringen har appelleret til, at man skal udvise samfundssind og stillet instrumenter til rådighed. Men hvis den støtte ikke er tilstrækkelig for virksomheden, så vil jeg ikke bebrejde den for at gøre det.

- Det har jeg mere respekt for. Huslejeudskydelsen virker lidt mere uskyldig for den almindelige dansker, men den er faktisk meget værre både ansvarlighedsmæssigt og samfundssmæssigt. Man kunne jo bare have løst det med et banklån. Det er ikke penge, der tabes. Det er bare likviditet, der skal stilles til rådighed. Nu tørrer man det af på nogle andre, som ikke har mulighed for at stille likviditeten til rådighed.

Samfundsansvar
- Men bør udlejerne ikke også tage et samfundsansvar ved at komme Bestseller i møde?

- Der kan selvfølgelig godt være nogen, der har muligheden for det. Det kan være nogle velhavende mennesker, som ejer en ejendom, og som har udlejet lokaler til Bestsellers butikker, og så kunne de sagtens tåle noget henstand. Men alligevel så vender kontrakten jo fra start af sådan, at de skal betale, og når de kan gøre det, så skal de andre jo ikke gøre det. Det har ikke noget med samfundet at gøre, det har noget med Bestseller at gøre. 

Mere fra Ekstra Bladet+

Den 4. november 2020 forgreb Danmarks regering sig på demokratiet

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind