Mærsk suspenderer fem ansatte efter voldtægtsanklager

I et opslag på Twitter kommenterer Mærsk nu på suspenderingen af fem af deres ansatte, som er sket, efter en kvinde i et anonymt blogindlæg beskrev, at hun var blevet voldtaget på et af selskabets skibe

A.P. Møller-Mærsk kommenterer i et Twitter-opslag på suspenderingen af fem ansatte, som skete efter beskyldning om voldtægt på et af selskabets skibe.

'Vi er dybt foruroligede over anklagen om overgreb på vores fartøj, og vi udtrykker vores inderlige støtte til den anonyme person, som for nyligt delte sin historie,' skriver virksomheden på Twitter.

Virksomheden oplyser endvidere, at de har igangsat en undersøgelse af sagen.

'Fem besætningsmedlemmer er blevet suspenderet, til resultatet af undersøgelsen ligger klar,' skriver Mærsk og fortsætter:

'Alle dele af historien går imod vores værdier og alt, vi tror på som selskab.'

Allerede fredag kunne Berlingske fortælle, at de fem var suspenderet. Men tirsdag har selskabet altså udsendt det længere tweet om sagen.

Ifølge den anonyme kvinde blev hun i 2019, da hun var i et praktikforløb på et Mærsk-skib, voldtaget. Her var hun 19 år.

Fredag fortalte Palle Laursen, der er teknisk chef hos Mærsk, at der er så mange detaljer i fortællingen, at Mærsk antager, forløbet er korrekt.

Derfor er der igangsat en uvildig undersøgelse. Den involverer blandt andet kvindens skole, fagforeninger og den maritime organisation i USA.

- Der er tilstrækkeligt mange detaljer til, at vi har kunnet identificere, hvilket skib og hvilke medarbejdere der er tale om. Derfor har vi noget, som danner grundlag for at sætte en undersøgelse i gang, sagde han fredag til Berlingske.

Blogindlægget er publiceret hos organisationen Maritime Legal Aid & Advocacy, som kæmper for sømænds rettigheder.