Mettes mink-millionær: Scorer 150 millioner

Minkavlernes formand har haft minkskind på lager for 187,8 millioner kroner. Med ekstra prisstigninger har han scoret en gevinst på op mod 150 millioner kroner

Tage Pedersen står til at tjene op mod 150 millioner mere på sine minkskind, efter prisen er steget 80 procent. Foto: Brian Karmark
Tage Pedersen står til at tjene op mod 150 millioner mere på sine minkskind, efter prisen er steget 80 procent. Foto: Brian Karmark
Følg Erhverv

Med en stigning på 80 procent har pels-formand Tage Pedersen lavet en solid forretning på dettes års minkauktioner.

Hans regnskaber afslører, at han ved udgangen af 2020 havde minkskind på lager til en bogført værdi af 187,8 millioner kroner.

Sidste år blev branchen tvangslukket, og alle mink blev slået ihjel, men der har stadig været skind på lager, som er blevet solgt på auktion i år. Auktionshuset Kopenhagen Fur oplyser, at 'på årets første auktion i februar 2021 steg gennemsnitsprisen på minkskind 79 procent. På den efterfølgende auktion i april steg prisen yderligere 23 procent.'

Dermed står Tage Pedersen til en langt større gevinst end den oprindelige værdi - op mod 150 millioner kroner ekstra.

- De blev produceret i 2020, og de var på lager 31. december 2020. Det er klart, at hvis de stiger i pris, får jeg mere for det, siger Tage Pedersen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Ud over at være formand for Kopenhagen Fur og Dansk Pelsdyravlerforening var Tage Pedersen blandt de største minkavlere i Danmark. Foto: Brian Karmark
Ud over at være formand for Kopenhagen Fur og Dansk Pelsdyravlerforening var Tage Pedersen blandt de største minkavlere i Danmark. Foto: Brian Karmark
 

- Men 80 procent af 187,8 millioner kroner er jo trods alt noget af en stigning - det er noget, som vil få de fleste til at smile ...

- Det betyder bare, at jeg ikke taber penge på dem.

- Det er vist en jysk udlægning.

- Nej, hvis de var blevet solgt til prisen sidste år, havde det kostet penge at lave dem. Så det betyder, at jeg kommer til at tjene på dem i stedet for at tabe på dem.

- Vores varer er steget mindre end træ, der er tredoblet i pris. Mink er nok steget 80 procent - det er knap en fordobling. Jeg kan ikke sige, at det politiske indgreb ikke har haft indflydelse, men det er ikke kun det - prisen var steget alligevel, fordi lagrene var væk i Kina, og fordi der generelt er mangel på råvarer.

Foreløbig erstatning: 47,5 millioner
Ud over at være formand for Dansk Pelsdyravlerforening og auktionshuset Kopenhagen Fur har han sammen med sin bror Sole Gruppen, der ejer Sole Minkfarm, Thyra Mink og Stenagergaard Mink. Derudover har han med sin familie Solskov Minkfarm.

Tilsammen har de været blandt de største minkavlere i Danmark med en årlig produktion på 235.000 minkskind frem til sidste år, hvor branchen blev tvangslukket, og alle dyr slået ihjel. Ekstra Bladet har tidligere opgjort, at hans virksomheder står til en erstatning på 100 millioner kroner. Nu har staten gjort en del af erstatningen op, og hans virksomheder har indtil videre fået 47,5 millioner kroner. Tage Pedersen mener imidlertid ikke, at man kan bruge det ord.

- Det har i princippet ikke noget med erstatning at gøre. Det vil jeg gerne skille ad. De penge, der er fra efteråret, er betaling for skind, som er blevet destrueret. I stedet for at sælge dem til Kopenhagen Fur er de blevet solgt til staten, siger han.

Det er ikke kun Ekstra Bladet, der har regnet på kompensationen. Landbrugets rådgivningscenter Seges har også forsøgt sig, fremgår det af en række minkavleres regnskaber. Men Tage Pedersen gider ikke gætværk, lader han forstå:

- Jeg har ikke gættet i mine regnskaber, og jeg gætter heller ikke i dag. For der en masse detaljer, som ikke er på plads endnu. Så længe det ikke er på plads, ved vi ikke, hvad vi får i erstatning. Men selvfølgelig bliver den stor, for det er store virksomheder, der er lukket ned.

Tørre øjne i tusindkronesedler
- Hvordan ser du på erstatningen her et år efter?

- Jeg ved det ikke endnu. Jeg håber, at den er fair for os og for skatteyderne. Vi skal ikke have en guldrandet erstatning; vi skal have en fair erstatning for det, vi mister. Nu er der sat et rammebeløb af på mellem 15,6 og 18,8 milliarder kroner. Hvis vi får det, der er lagt op til, tror jeg, at vi bliver tilfredse, men der mangler vi at få det sidste politiske på plads.

- Set fra en lønmodtageres perspektiv er det svimlende beløb, I står til. Nogle vil nok sige, at I kan tørre øjnene med tusindkronesedler. Hvordan ser du på det?

Færdig med mink
- Jeg ser sådan på det, at hvis jeg kunne vælge mellem at have fortsat med mink eller have erstatning, så havde jeg fortsat med mink, siger han.

- Jeg elskede det erhverv, og jeg har tjent gode penge på det. Og det ville jeg også have gjort i fremtiden.

- Hvordan har du det med, at du skal lukke ned for det, hele dit liv har bestået af, og nu ved du ikke, hvad fremtiden bringer?

- Det er da træls, når du spørger, hvad jeg skal lave, og jeg skal svare, at det ved jeg ikke. Det er ikke, fordi jeg piber - jeg skal nok finde noget at lave. Sådan er livet.

Hjælper med nedlukningen
Men selvom han erkender, at branchen er brast, insisterer han på at blive stående på broen, mens det historiske eksportskib synker.

- Næste år skal jeg hjælpe erhvervet med at blive lukket ned - det skal jeg bruge fuld tid på; det er en forholdsvis stor opgave, siger han.

- Jeg synes ikke, at den er spændende, men jeg føler, at jeg skal være med til at løse den, fordi jeg har været formand for hvervet en del år. Det er ikke nogen spændende opgave at stå op til, men den er vigtig.

- Hvad skal du lave derefter?

- Det ved jeg ikke. Men det bliver ikke noget med mink.

- Hvorfor ikke?

- Jeg vil gerne bo i Danmark, og der kommer ikke mink i Danmark igen.

- Så du har ikke en forestilling om, at man kan starte forfra med mink igen?

- Nej. Der er lagt op til, at der skal tages en beslutning hvert år, og den er lige taget: Det er udskudt et år mere. Og om et år skal man så se, om det skal udskydes et år mere igen grundet corona. Hvis man næste år beslutter, at man starter op igen, kan det godt være, at fire-fem stykker går i gang, men det bliver ikke mig.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Lyt til 'Ingen kommentarer' herunder eller i din foretrukne podcastapp. I denne uge handler det udelukkende om Dansk Folkeparti. Kom med ind bag de lukkede døre med en af Ekstra Bladets journalister.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

Himmelråbende åndssvagt, at vi først ophæver restriktionerne på tirsdag