Mystisk danskerfirma: Hemmelige kontrakter lækket

Kontrakter mellem et mystisk dansk firma og et fattigt land i Sydamerika afslører en sand gavebod, og det øger mistanken om korruption, lyder det fra ekspert

Benny Falk er direktør i HPSG i Surinam. Han er tidligere deltager i Robinson-ekspeditionen og har flere fallerede erhvervsprojekter i bagagen. Blandt andet i Storbritannien. Foto: Ekstra Bladet
Benny Falk er direktør i HPSG i Surinam. Han er tidligere deltager i Robinson-ekspeditionen og har flere fallerede erhvervsprojekter i bagagen. Blandt andet i Storbritannien. Foto: Ekstra Bladet
Følg Erhverv

Ved du noget? Så skriv fortroligt til Ekstra Bladets journalist på MR@eb.dk, eller krypteret til Ryrso@protonmail.com

Over én milliard kroner til en fond, regeringsbygninger og et videnscenter.

Sådan lyder blot en brøkdel af de ting, som det mystiske danskerfirma HPSG har forpligtet sig til at donere eller bygge i det fattige land Surinam i forbindelse med, at de skal opføre et banebrydende grønt kraftværk til 7,7 milliarder kroner.

Det kan Ekstra Bladet og Danwatch afsløre efter at være kommet i besiddelse af hemmelige kontrakter mellem HPSG og Surinams regering.

Kontrakterne giver panderynker hos eksperter.

- Jeg bliver bekymret, når det er sådan en gavebod. Det tyder på, at man enten har lavet en dårlig kontrakt, eller at der kan være nogle elementer af korruption, siger Lars Koch, politisk chef i Mellemfolkeligt Samvirke, der har læst kontrakterne.

Han har læst flere aftaler om infrastruktur indgået mellem multinationale selskaber og regeringer i udviklingslande, og her springer de 'forbløffende mange' gaver særligt i øjnene, fortæller han.

- Hvis det foregår åbent, kan det jo godt være en form for betaling, men når man giver ting af gavmildhed, bliver tingene mere uigennemskuelige og åbne for korruption.

Artiklen fortsætter under faktaboksen.

Så stor er gaveboden

Ifølge hovedkontrakten mellem dansker-firmaet HPSG og regeringen i Surinam, skal HPSG blandt andet enten finansiere, arbejde for eller sørge for nedenstående punkter:

1. Opførslen af et grønt kraftværk til 7,7 milliarder kroner.

2. HPSG vil fra 2023 og 25 år frem donere op mod 1,7 milliarder kroner til en fond, regeringen stifter.

3. Kraftværket skal sikre jobs til cirka 600 lokale.

4. Et forskningscenter på 1000 m2 skal bygges

5. En kontorbygning til både HPSG og Surinams ministerium for arbejdskraft og ungdom.

6. Endnu en kontorbygning.

7. 100 brintbusser.

8. Tre brintambulancer.

9. To brintfærger.

10. Tre brinttankstationer.

10. Renovering af skoler.

11. Renovering af lægeklinikker.

12. Medicinsk udstyr til Albina-hospitalet.

Det er uklart, om HPSG skal finansiere samtlige tiltag udover donationer til fonden. Ved nogle tiltag fremgår det for eksempel, at pengene skal komme fra den fond, som HPSG donerer til.

Kilde: Hovedkontrakt mellem HPSG Surinam og Surinams regering.

Løj om partnere
Over de seneste uger er det blandt andet blevet afdækket, at danskerfirmaet har løjet om sine samarbejdspartnere, og projektet har fået advarselslamperne hos eksperter i økonomisk kriminalitet til at blinke.

Blandt andet, fordi ingen af danskerne bag selskabet tilsyneladende har nogen erfaring med grøn energi, men til gengæld har flere konkurser bag sig.

Også en top-advoakt og partner ved DLA Piper Per Buttenschøn undersøges i øjeblikket af advokaternes vagthund Advokatrådet for sin rolle i projektet.

Danskerne bag HPSG har tidligere afvist, at der foregår noget problematisk i selskabet.

100 busser
Over 25 år skal danskerne ifølge kontrakten donere op mod 1,7 milliarder kroner til en fond, som regeringen skal stifte. Men danskerne får også travlt med en masse andre ting.

Ifølge kontrakten skal danskerne for eksempel også sikre 100 brintbusser, tre brintambulancer, to brintfærger samt renovering af skoler og opførsel af regeringsbygninger. Finansieringen af førnævnte er tilsyneladende enten uafklaret, eller skal komme fra fonden.

Derudover skal kraftværket sikre arbejde til cirka 600 personer.

Den primære indtægtskilde for danskerne vil efter alt at dømme være salg af strøm fra kraftværket. Ifølge kontrakten forpligter regeringen sig til at købe den strøm, som kraftværket producerer, til en pris på 73 ører per kilowatt-time (kWh).

Hvordan danskerne skulle have råd til at kaste knap to milliarder kroner i fonden udover de andre løfter får også den tidligere udviklingsminister Christian Friis Bach til at undre sig.

Han er i dag adjungeret professor ved SDU i menneskerettigheder og rettighedsbaseret udvikling og har læst hovedkontrakten.

- Jeg har meget svært ved at se, at den økonomiske aftale med kWh-prisen, fonden, veje, anlæg, regeringsbygninger, skoler mv. hænger sammen. Det får en til at blive mistænksom, siger han.

Strømprisen er ifølge Friis Bach ikke særligt høj, og til sammenligning var den rene elpris i tredje kvartal i Danmark i år 59 ører per kWh. Det er dog uden betaling for eksempel for at bruge strømnettet. Den samlede elpris eksklusive moms og afgifter var i alt 102 ører per kWh.

Advokatgigiant indblandet
Christian Friis Bach bider samtidig mærke i understregelsen af, at kontrakterne og alt materiale udvekslet mellem parterne er strengt fotroligt.

- Fortroligheds-klausulerne får straks en til at blive mistænksom. Det bør en regering ikke skrive under på. Tværtimod bør den slags aftaler straks gøres offentlige, siger han.

Ekstra Bladet og Danwatch kunne for nylig afsløre, at top-advokat ved DLA Piper Per Buttenschøn har haft en vigtig rolle i forhandlingerne mellem HPSG og regeringen. Ifølge hans udsagn, har han dog kun udfærdiget en 'standardkontrakt' på et tidspunkt.

Hvorvidt denne 'standardkontrakt' er identisk med noget af det, der nu er blevet lækket, er uvist.

Ekstra Bladet og Danwatch har blandt andet spurgt HPSG, hvorfor kontrakterne er sådan en gavebod, men det har de ikke ønsket at svare på. I stedet skriver tidligere MF'er og kommunikationsansvarlig i HPSG Niels Jørgen Langkilde i en mail:

'Det er tankevækkende, at vor epokegørende energipark med tilhørende CSR-program kan vendes så negativt med urimelige og udokumenterede korruptionsbeskyldninger. Vi har derfor valgt ikke at udtale os mere.'

Folk med høj uddannelse, der opfører sig top-idiotisk

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.