På trods af en markant fremgang i omsætningen styrtdykker Netcompany-aktien onsdag morgen.
Aktien faldt omtrent 20 procent ved børsens åbning, og siden har den i skrivende stund ligget på et fald på mellem 17 og 20 procent.
Det sker, efter at Netcompany onsdag morgen præsenterede en omsætning, hvor selskabet i 2022 omsatte for mere end 5,5 milliarder kroner. Det er 53 procent mere end året før.
Det har tilsyneladende ikke været godt nok for aktionærerne, og nu er aktien sendt i frit fald.
Ifølge Finans er aktien grundet det drastiske fald sendt i forlænget auktion.
'Knockout'
Det store fald er ikke gået ubemærket hen hos eksperterne.
'20 procent er mere end en kurslussing. Det er nærmest en knockout, når man samtidig tager historien med i udviklingen,' siger investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet ifølge Ritzau.
Han peger på forventningerne til næste år som en udløsende faktor, der har sendt aktien ned.
'Stærk præstation'
Årsregnskabet mødte ellers forventningerne, men ifølge Finans er det en tydelig lavere indtjeningsmarginal, der har skuffet.
I forbindelse med det nye regnskab var topchef André Rogaczewski ikke sen til at glæde sig over resultatet.
- Vi afsluttede året stærkt og i overensstemmelse med vores forventninger, siger han.
- Resultatet er drevet af en fortsat stærk præstation i hele koncernen, især i Netcompany-Intrasoft og Storbritannien, siger han.
Aktieeksperten Lau Svenssen fortæller, hvilke brancher og aktier man skal undgå for at tjene penge på investering. Læs her, hvordan du kommer i gang med aktieeventyret
Opdateres ...