Mens den tidligere Mærsk-medarbejder Wleh Kumeh udsultet har smidt håndklædet i ringen, er hans tidligere kollega Marlene Peterson gået til modangreb på Mærsk.
Begge har de papirer fra Arbejdsministeriet på, at de uberettiget er blevet opsagt af Mærsk-selskabet APM Terminals, som de arbejdede for i Monrovia, hovedstad i det vestafrikanske land Liberia, hvor Mærsk kontrollerer havnen.
Men hvor Wleh Kumeh til sidst måtte skrive under på opsigelsen for at få mad til sin familie, har Marlene Peterson ressourcerne til at hyre en advokat, for hun vil ikke finde sig i behandlingen, fortæller hun til Ekstra Bladet og Danwatch via en telefonforbindelse til USA, hvor hun bor i dag. Mærsk har nemlig ikke trukket opsigelserne tilbage.
- Jeg giver ikke op, så jeg har hevet APM Terminals i retten med hjælp fra min advokat. Sagen har stået på siden 2019, men den er endnu ikke blevet afgjort, siger Marlene Peterson.
- APM Terminals lever ikke op til deres egne standarder. De viser ingen respekt, hverken for deres medarbejdere eller afgørelser fra vores regering.
Artiklen fortsætter ...
I begge tilfælde blev deres opsigelse underkendt af Arbejdsministeriet i Liberia, viser dokumenter i sagen. Således skriver Arbejdsministeriet 5. november 2019 til den daværende direktør i APM Terminals i Liberia, George G.Adjei:
'Du er hermed beordret til at bringe Marlene Peterson og Wleh Kumeh tilbage til status quo og betale dem deres oktoberløn 2019 med det samme.'
Wleh Kumeh har tidligere fortalt, at han gik i tre år og håbede på, at selskabet ville følge ordren fra arbejdsministeriet og tage ham tilbage. Men det skete ikke. Og i år valgte han at give op.
- Livet er blevet svært for min familie og mig. Jeg er blevet nødt til at skrive under for at få min fratrædelsesgodtgørelse, siger han.
- Der var ikke andre udveje. Jeg skal betale mine regninger. Mine børn går ikke længere i skole, fordi jeg ikke har haft råd til at betale for det. Tidligere fik vi et glas vand, nu får vi et halvt.
Fratrædelsesgodtgørelsen udgør 4600 dollars, svarende til 32.806 kroner.
Ekstra Bladet og Danwatch har i flere omgange bedt om interview med topledelsen i Mærsk, der netop er kommet med et halvårsregnskab med et overskud på 113 milliarder kroner.
Artiklen fortsætter ...
Ingen interview
Men ledelsen i Mærsk ønsker ikke at forholde sig til forholdene i Liberia, der blandt andet tæller, at der bliver slået hårdt ned på oprør fra de ansatte og arbejdsdage i farlig cementstøv. I stedet er det selskabets presseansvarlige, Signe Wagner, der er sendt i byen med et skriftligt citat:
Artiklen fortsætter ...
'I 2019 lod vi en række medarbejdere gå som led i en omstrukturering i terminalen. Det samme skete i andre terminaler på tværs af geografier. Omstruktureringen overholdt naturligvis alle lokale love og regler. Medarbejderne blev ikke erstattet og alle blev tilbudt og accepterede en fuld afskedigelsespakke, inklusiv Wleh Kumeh,' skriver hun.
'Vi kan ikke kommentere på retssagen relateret til Marlene Peterson, da den pågår.'