En sag om datasvindel mod danske selskaber er havnet under luppen hos både Københavns Politi og Skattestyrelsen.
Som tidligere fortalt i Ekstra Bladet er en række selskaber i spiritus- og tobaksbranchen hen over sommeren pludselig blevet overtaget af udefrakommende personer, der er blevet indsat som direktører og ejere.
Erhvervsstyrelsen har i flere måneder kæmpet med sagen, som nu er overdraget til politiet.
- Vores formodning er, at det handler om snyd med afgifter. Det er i hvert fald helt sikkert, at der skal ske noget med de her selskaber. Og vi ved erfaringsmæssigt, at det kan være tegn på svindel, når det sker i specifikke brancher, siger Pernille Grønnemose, kontorchef hos Erhvervsstyrelsen.
Københavns Politi og Skattestyrelsen bekræfter overfor Ekstra Bladet, at sagen undersøges. Derudover har de to myndigheder på nuværende tidspunkt ingen kommentarer.
Martin blev udsat for datasvindel: - Vi gik i total panik
Typisk stråmænd
Bagmændene har overtaget selskaberne via hjemmesiden virk.dk, hvor virksomheder kan indberette regnskaber, moms og andre ting til myndighederne.
Hvis ikke virksomhederne har tilføjet password-beskyttelse, kan enhver faktisk indsætte sig selv som direktør eller ejer - blot ved hjælp af et Nem-ID, forklarer kontorchef Pernille Grønnemose.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Men om de falske direktører og ejere er identiske med sagens reelle bagmænd, ved Erhvervsstyrelsen endnu ikke.
- Vores erfaring fra lignende sager er, at der bliver gjort brug af stråmænd. Og det kan ske ved både identitetstyveri, eller fordi nogen har valgt at sælge sit Nem-ID til formålet, siger kontorchef Pernille Grønnemose.
Hun opfordrer på baggrund af sagen alle danske virksomheder til at tilføje password-beskyttelse på virk.dk.
- Uhyggeligt at tænke på
Det har Danny Nordberg Nielsen gjort, efter hans selskab Spivi Danmark ApS, som importerer og eksporterer alkohol, pludselig blev overtaget.
- Jeg anede ikke, at man bare kunne overtage et selskab så nemt. Men den her falske direktør kunne i princippet gå ned i banken og sige, at han gerne ville hæve hver en krone på vores konto, siger han.
Heldigvis opdagede Danny Nordberg Nielsen hurtigt, hvad der var ved at ske. Han sørgede for at få flyttet penge væk fra selskabet, ligesom han kontaktede Erhvervsstyrelsen.
På den måde blev den falske direktør hurtigt smidt ud af hans selskab igen.
- Men jeg kunne jo lige så godt have været på ferie og ikke tjekket min e-boks. Og så ville de her personer have haft rigeligt med tid til at gøre, hvad de ville. Det er uhyggeligt at tænke på, siger Danny Nordberg Nielsen.