Rigmand trækker sig fra bestyrelser

En af Danmarks rigeste mænd Finn Bach trækker sig som bestyrelsesformand i en række selskaber involveret i skandalebyggeri på Amager

Rigmand trækker sig fra bestyrelser

Få et overblik over Bach Gruppens betonskandaler her.

Ved du noget om sagen? Så kontakt Ekstra Bladets journalist på MR@eb.dk eller krypteret på ryrso@protonmail.com.

Multimillionæren Finn Bach er trådt tilbage som bestyrelsesformand i fire af Bach Gruppens selskaber forbundet til skandalebyggeriet på Amager, hvor multimillionæren blandt andet opfører et knap 90 meters højhus.

Det 86 meter høje tårn på Amager har været centrum i en alvorlig sag, efter det er blevet afsløret, at betonen, der er blevet brugt til højhusets fundament, har en langt lavere styrke, end det blev godkendt til byggeriet.

Og det er blandt andet selskabet, der ejer det skandaleombruste højhus, som Finn Bach har forladt. Politiet efterforsker fortsat, hvordan det grove byggefusk med betonen til højhuset, der blev leveret af Bach Gruppens betonfirma, kunne finde sted.

Betonskandale vokser: Mystik om hastelukning

Finn Bach samt ledelsen i Bach Gruppen har tidligere forklaret, at den intet kendte til ulovlighederne på prestigebyggeriet.

Generationsskifte
Ifølge Bach Gruppen er der intet odiøst i, at rigmanden på over 70 år forlader ledelsen i selskaberne med forbindelse til prestigebyggeriet på Amager.

'Det skyldes, at vi er i gang med næste skridt i et generationsskifte, der har været i gang et stykke tid. Det betyder, at Finn Bach helt planlagt træder ud af bestyrelsen i adskillige selskaber, i takt med at vi afholder den årlige generalforsamling.

'På den baggrund er selskaberne tilknyttet Bryggens Bastion, blot de første i en længere række af områder i vores koncern, hvor vi vil lave ændringer inden for de kommende dage,' lyder det fra Martin Rasmussen, juridisk direktør i Bach Gruppen, i en mail sendt fra PR-bureauet Geelmuyden Kiese.

Betonfirma afsløret: Kontrol ført bag lyset

Død direktør
Ifølge ledelsen i Bach Gruppen er det særligt en afdød direktør i selskabets betonfirma BG Beton, som er skyld i den dårlige beton brugt til højhuset.

Direktøren omkom i en trafikulykke i april 2019.

Ekstra Bladet har dog kunnet afsløre, at brugen af ulovlig beton fortsatte på byggepladsen, længe efter at direktøren var omkommet. Det er sket til bygninger, der er blevet opført på den store grund på Amager efter direktørens død.

Medejere forlader skandalefirma Afsløring: Ulovligheder fortsatte længe efter direktørs død

Mens problemerne med betonkvaliteten i sagens start omhandlede højhusets fundamentet, har undersøgelser højere op i højhuset dog klarlagt, at betonen, der blev brugt til søjler op gennem højhuset, også har en langt lavere styrke end foreskrevet.

Da direktøren i BG Beton omkom i april 2019 var under 10 af højhusets i alt 23 etager opført. Dermed er der altså også til højhuset brugt for svag beton, efter direktøren omkom.

Rigmand får vigtig byggetilladelse

Mulig dokumentfalsk
Københavns Politi har for nylig afvist at kommentere efterforskningen over for Ekstra Bladet, men har blot oplyst, at sagen er under efterforskning.

Tidligere har politiet ransaget en række adresser tilhørende Bach Gruppen, ligesom politiet efterforsker mulig dokumentfalsk i forhold til det materiale, som Bach Gruppen har sendt til Københavns Kommune.

Materialet viste, at betonen brugt til højhusets fundament var langt bedre, end hvad prøver senere dokumenterede.

For nylig har også Viborg Kommune bekræftet over for Ekstra Bladet, at den fortsat undersøger nogle af Bach Gruppens byggerier i selskabets hjemkommune.