Efter 15 år som ejere af Faaborg Kro, der ligger øst for Varde, har Marlene og Uwe Schober besluttet sig for at sælge kroen.
Egentlig har de været villige til at sælge kroen i nogle år, men de har ikke rigtig annonceret med salget. Nu er tiden dog inde, fortæller Marlene Schober til Ekstra Bladet.
- Hænger salget sammen med, at I har været pressede af nedlukningen?
- Selvfølgelig har det været svært. Vi er gået meget ned i omsætning og har måttet tage af vores private opsparing. Selvom vi har fået noget kompensation, så har det kostet os mange penge, siger Marlene til Ekstra Bladet.
Kongeligt privilegeret kro
Kroen er én blandt 46 kroer i Danmark, der kan kalde sig en kongeligt privilegeret kro og dermed har ret til at brugen kongekronen som logo.
Tidligere var der 112 kongeligt privilegerede kroer i landet, men en lovændring i 2016 betød, at kroer på ny skulle ansøge om tilladelse til at få dette privilegium.
Benyttelsen af kongekronen skal kunne begrundes historisk og med henblik på at formidle en del af den danske kulturhistorie, lyder det på Rigsarkivets hjemmeside.
Netop det gjorde Marlene i 2018, og derfor kan kroen, der blev etableret i 1708, nu kalde sig kongeligt privilegeret.
Store ændringer
Marlene Schober er ikke i tvivl om, at de sammenlagt har lagt flere penge i kroen, end de i dag kan få for den.
- Det er en svær kro at sælge på grund af beliggenheden, og tiderne er jo slet ikke til det lige nu, siger Marlene Schober.
Parret har brugt mange penge på et renovere kroen, så den i dag fremstår særdeles velholdt.
- Vi har investeret langt over en million i den, så den er klar til at blive drevet fra dag ét. Den er rigtig flot og romantisk, siger hun.
Mange muligheder
Selvom parret og kroen har mærket presset under coronapandemien, er der mange muligheder for at drive en god forretning i fremtiden, mener den nuværende ejer.
- Vi kan også fremvise vores omsætningstal fra 2019. Det er en billig ejendom, og der er også potentiale for at øge omsætningen, eksempelvis ved catering, takeaway eller ved at levere mad til ældre, siger Marlene Schober.
Hun håber, at de kommende ejere vil fortsætte med at drive kroen.
- Det er med vemod, at vi har sat den til salg. Vi ønsker for lokalbefolkningen, at den kan blive ved med at blive drevet som kro.
Kroen ligger i den lille landsby Fåborg øst for Varde. Den ligger tæt på hovedgaden ved kirken med udsigt ud til åbne marker.
Nu vil parret forsøge at markedsføre kroen på Facebook gennem annoncer og konkurrencer i håb om at finde en ny ejer.