Selvom 2020 bød på coronakrise og et aflyst EM i fodbold, så endte fodboldlegenden Peter Schmeichel alligevel med et solidt millionoverskud i sin egen virksomhed.
Helt præcist tjente han 1,4 mio. kr., fremgår det af et nyt regnskab fra GD Holding.
Med til at hive overskuddet derop var et beløb på 122.000 kr., som Schmeichel fik i covid-19-kompensation.
De blev udbetalt til datterselskabet GD Procon Aps, der beskæftiger sig med 'underholdnings- og kommunikationsbranchen'.
Selvom man her blev ramt af de mange aflysninger i 2020 indenfor især fodboldverdenen og i den forbindelse formentlig har fået covid 19-kompensationen, så endte datterselskabet alligevel med et overskud på 161.000 kr.
Trækker millioner ud
Og det bliver mødt med tilfredshed.
'Resultat er tilfredsstillende henset til de begrænsninger som Covid-19 har medført i den internationale sportsverden i regnskabsåret,' står der i regnskabet.
På trods af at Schmeichel 'kun' tjente 1,4 mio. kr., har den tidligere landsholdsmålmand alligevel valgt at udbetale sig et ekstraordinært udbytte på 2,1 mio. kr. Det betyder, at egenkapitalen er blevet mindre, men stadig er stabil med omkring 3,6 mio. kr.
Det faktum, at Schmeichel kan lande et millionoverskud, skyldes i høj grad hans engelske selskab GD Promotions Ltd., som har haft et godt år trods coronakrisen.
Ekstra Bladet har uden held forsøgt at få en kommentar til regnskabet og covid 19-kompensationen via Schmeichels agent Mads H. Frederiksen.
Finanskrise ramte hårdt
Mens Schmeichels forretninger de seneste år har gået forrygende, så var det en helt anden sag, da finanskrisen ramte landet.
I 2008 kunne han præsentere et syngende underskud på 14 millioner kroner, hvilket det tog mange år at komme sig efter. Først i 2016 kom egenkapitalen således igen i plus.
Privat bor han i sin mondæne herskabsvilla på Strandvejen i Espergærde sammen med sin hustru Laura von Lindholm. Det købte han i 2007 for 25 millioner kroner.