Skæbnedag venter: Misser formentlig mega-betaling

Torsdag skal der falde rentebetaling på 832 millioner kroner fra det kinesiske selskab, der formentlig ikke overlever året ud, vurderer to eksperter

Sydbanks analysechef, Jacob Pedersen, forklarer krisen i Evergrande.

Forstå krisen hos Evergrande her.

En skæbnedag venter det gældsplagede kinesiske selskab Evergrande.

Selskabet har opbygget en milliardstor gæld, som den på det seneste ikke har kunnet betale af på. Det har skabt frygt for en finanskrise i Kina.

Onsdag blev der indgået aftale om rentebetaling på et af lånene, men allerede torsdag skal betalingen falde på et andet obligationslån.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Evergrandes imponerende hovedsæde i den kinesiske by Shenzhen. Foto: Noel Celis/Ritzau Scanpix
Evergrandes imponerende hovedsæde i den kinesiske by Shenzhen. Foto: Noel Celis/Ritzau Scanpix
 

Vigtigste dag
Dagen er ifølge chefstrateg Tine Choi Danielsen, PFA, den vigtigste dag for det nødlidende kinesiske selskab i den nære fremtid.

- Der står en stribe udenlandske investorer og venter på, om de får penge fra Evergrande. Får de ikke det, kan det selvfølgelig give noget uro på de finansielle markeder, siger hun.

Samtidig er der forlydender om, at den kinesiske stat vil hjælpe med en restrukturering af Evergrande. Det er dog kun på rygteplan, understreger Tine Choi Danielsen.

- Men vi kan håbe på, der torsdag kommer en melding om, at der er styr på tingene, lyder det fra chefstrategen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

I 2008 faldt investeringsbanken Lehman Brothers sammen, hvilket skabte en global finanskrise. Foto: Kirsty Wigglesworth/Ritzau Scanpix
I 2008 faldt investeringsbanken Lehman Brothers sammen, hvilket skabte en global finanskrise. Foto: Kirsty Wigglesworth/Ritzau Scanpix
 

Mega-afdrag torsdag
Det kan ikke udelukkes, at der senere torsdag kommer nye kurspåvirkende meldinger fra Evergrande.

Netop torsdag skal selskabet nemlig betale 83,5 millioner dollars i rente på et obligationslån på sammenlagt to milliarder dollars. Og i næste uge forfalder en betaling på 47,5 millioner dollars på et andet obligationslån. De to beløb svarer til 832 millioner kroner.

Evergrande har endnu ikke oplyst, om de er i stand til at betale det første beløb, men spørger man Danske Banks chefanalytiker og ekspert i kinesisk økonomi Allan von Mehren, sker det formentlig ikke.

- Hvis der var styr på det, så burde vi have hørt noget nu. Men rent teknisk har de 30 dage fra i dag af til at betale pengene, så det er ikke sådan, at de defaulter, hvis de ikke betaler.

- De skal dog betale rentebetalinger resten af året for op mod 600 millioner dollars, så det her er bare en bid af en meget stor kage, og der er ikke rigtig nogen, som tror på, at de kan betale alle de her afdrag.

Statslig indgriben
Allan von Mehren tror også på en indblanding fra regeringen i Beijing, hvilket vil forhindre en ny global finanskrise.

- Man kan godt forestille sig en statslig styring, så man sørger for, at der er nogle statslige selskaber, som kan bygge boliger færdige til de her stakkels kinesere, som har bestilt og betalt for dem. Men på den måde vil staten samtidig gå ind og sætte en prop i hullet, så dominobrikkerne ikke begynder at falde.

Evergrande har en gæld på 305 milliarder dollars. Det svarer til over 1900 milliarder danske kroner - eller groft sagt Danmarks bruttonationalprodukt.