Skandaleramt betonværk lukkes øjeblikkeligt

BG Betons afdeling i Nordhavn bliver lukket som følge af skandalebyggeriet på Amager, oplyser selskabet

Betonværket i Nordhavn ses her. Foto: Henning Hjort
Betonværket i Nordhavn ses her. Foto: Henning Hjort

Ved du noget om sagen, så skriv til Ekstra Bladets journalist på mr@eb.dk.

Det skal være slut med at kunne købe beton fra BG Betons værk i Nordhavn, oplyser BG Beton selv i en pressemeddelelse.

Værket lukkes med 'øjeblikkelig virkning', efter Ekstra Bladet over de seneste uger har kunnet afdække, hvordan der er blevet fusket med fundamentet under et knap 90 meters højhus på Amager.

Betonen til fundamentet under højhuset kom blandt andet fra BG Beton i Nordhavn, der ejes af Bach Gruppen med multimillionæren Finn Bach i spidsen.

'Betonleverancerne til Bryggens Bastion (byggegrund på Amager, red.) ligger et og to år tilbage i tiden. Vi har siden da skiftet hele ledelsen og størstedelen af medarbejderstaben.'

'Det ændrer dog ikke på, at vi oven på den seneste tids grove afsløringer vurderer det som værende et nødvendigt skridt for at genetablere tilliden til BG Beton. Derfor har vi i dag indstillet produktionen og lukket værket,' udtaler Mikael Nielsen, direktør i BG Beton, i pressemeddelelsen.

Artiklen fortsætter under faktaboksen.

Sagen kort: Efterforskes af politiet

Bach Gruppen efterforskes for blandt andet dokumentfalsk, efter det er blevet bevist, at fundamentet under et knap 90 meters højhus på Amager indeholder gammel beton og byggeaffald.

Fundamentet har samtidig en langt, langt lavere styrke, end det blev foreskrevet og godkendt til byggeriet. Betonen til fundamentet er blandt andet leveret af BG Beton i Nordhavn.

Senest er det kommet frem, at betonen brugt til søjlerne op gennem højhuset også har en markant lavere styrke end godkendt.

50 procent af BG Beton er ejet af Bach Gruppen med multimillionæren Finn Bach i spidsen. Bach-familiens holdingselskab har en egenkapital på svimlende 1,7 milliarder kroner, og er på Berlingskes liste over Danmarks 100 rigeste.

Ført bag lyset
Men selvom Bach Gruppen altså har kontrol med BG Beton, og Finn Bach er formand for BG Beton, meldte rigmanden i august ud, at Bach Gruppen mener at være blevet svindlet af en afdød direktør i BG Beton ved navn Henrik Steffensen.

Ingen i ledelsen af Bach Gruppen vidste noget om, at der blev hældt gammelt beton, samt metal og plast i fundamentet under højhuset, lyder det fra Finn Bach.

En del af søjlerne i højhuset, er dog støbt, efter at Henrik Steffensen omkom. Skylden for den dårlige kvalitet her, skal ifølge Bach Gruppen findes hos en underleverandør.

Følgesedler stemte ikke
Bach Gruppen fremsendte i foråret via sin rådgiver Norconsult en redegørelse til Københavns Kommune om, hvilken beton der var blevet brugt til højhusets fundament.

Prøverne fra fundamentet skød dog den forklaring i sænk.

Københavns Politi foretog ransagninger på tre adresser tilhørende Bach Gruppen niende september. Bach Gruppen har for nylig meldt en nu afdød direktør for BG Beton samt fire tidligere medarbejdere til politiet.

Anmeldelsen lyder ifølge selskabet på, at medarbejderne blandt andet har bedraget kunder af BG Beton og moderselskabet for et millionbeløb.

Afsløret for fem år siden
Ekstra Bladet har senest kunnet afsløre, at BG Beton i Nordhavn allerede i 2015 var involveret i en suspekt sag, der førte til, at selskabet mistede sin lovpligtige certificering to år tilbage i tid.

Multimillionærs betonfirma afsløret

Hverken Bach Gruppen eller Dancert, som trak sit certifikat tilbage, har ønsket at svare på, hvad der førte til, at Dancert tog det drastiske skridt over for selskabet.

Tilbagetrækningen af certifikatet betyder dog, at betonen fra BG Beton i Nordhavn fra april 2013 til juni 2015 officielt ikke lever op til kravene for det vigtige byggemateriale.

Efter Ekstra Bladets henvendelse har Herlev Hospital derfor besluttet, at de vil undersøge deres nybyggeri, hvor beton er leveret fra BG Beton i 2014.

Bach Gruppen har ikke villet oplyse til Ekstra Bladet, til hvilke byggerier værket i Nordhavn leverede beton til i perioden.

Byggeaffald
Skandalen begyndte at rulle, da betonprøver fra fundamentet under det 23-etagers højhus på Amager viste, at betonen indeholdt både genbrugsbeton, byggeaffald og i endvidere havde en langt, langt lavere styrke, end hvad der var godkendt til byggeriet.

Byggegrunden Faste Batteri ejes af Bach Gruppen, der også er entreprenør på byggeriet. Viborg-selskabet har multimillionæren Finn Bach i spidsen, der tilmed er bestyrelsesformand i BG Beton.

Ledelsen i Bach Gruppen og Finn Bach afviser at have haft kendskab til, at der blev fusket med betonen til højhusets fundament. Bach gruppen efterforskes blandt andet for afpresning.

Tavse
Bach Gruppen har ikke ønsket at medvirke i interview eller svare på spørgsmål vedrørende beslutningen om at lukke fabrikken i Nordhavn.

Ekstra Bladet ville ellers gerne have spurgt, hvad Bach Gruppen gør for at sikre, at eventuelt bevismateriale ikke går tabt i nedlukningen af værket, samt hvorfor det pludselig skal lukkes øjeblikkeligt i stedet for blot at indstille produktionen, indtil sagen er tilstrækkelig belyst.

Men det har altså ikke været muligt.

Bach Gruppen har ellers tidligere understreget i en pressemeddelelse, at de er dybt interesserede i at komme til bunds i sagen.

BG Beton har adskillige værker rundt om i landet.