Stifter af kriseramt ejendomskæmpe forgyldt med milliarder

Det kinesiske selskab Evergrande står på randen af en ødelæggende konkurs. Finansmarkeder verden over holder vejret

Sydbanks analysechef, Jacob Pedersen, forklarer krisen i Evergrande.

Aktieksperten forklarede tidligere på ugen, hvad der er op og ned i sagen om Evergrande - se det her.

Selvom den kinesiske ejendomsmastodont Evergrande har haft en hastigt voksende gæld, har selskabets stifter og bestyrelsesformand fået udbetalt intet mindre end 50 milliarder kroner i udbytter siden 2009.

Det viser en optælling, som det amerikanske erhvervsmedie Forbes har lavet.

Stifteren af den næststørste ejendomsudvikler i Kina Hui Ka Yan ejer 77 procent af aktierne i selskabet, og på trods af selskabets hastigt voksende gæld, har selskabet med undtagelse af 2016 hvert år udbetalt udbytte til sine aktionærer - der altså langt overvejende er Hui Ka Yan.

Alene i år 2017 og 2018 fik han sammenlagt udbetalt 25 milliarder kroner i udbytte, skriver mediet.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Evergrande er Kinas næststørste ejendomsudvikler og har sit hovedkvarter i bygningen her i byen Shenzhen. Foto: Noel Celis / Ritzau Scanpix
Evergrande er Kinas næststørste ejendomsudvikler og har sit hovedkvarter i bygningen her i byen Shenzhen. Foto: Noel Celis / Ritzau Scanpix
 

Kan ryste økonomien
Det er en astronomisk gæld og forestående rentebetalinger på kæmpelån, der truer Evergrandes overlevelse.

Den astronomiske gæld på cirka 1900 milliarder danske kroner er vokset hvert eneste år, siden selskabet blev børsnoteret i 2009.

Gælden er så massiv, at der er blevet spekuleret i, at et kollaps af Evergrande kunne kaste verden ud i en ny finanskrise. Finanskrisen i 2008 udsprang dengang af et kollaps i den amerikanske bank Lehmann Brothers.

Mange af dem, som Evergrande skylder penge, er dog kinesiske långivere. Derfor peger de fleste eksperter på, at en konkurs i Evergrande formentlig vil ramme kinesisk økonomi hårdt, men at det næppe kaster verden ud i en ny finanskrise.

- Det er et kæmpestort selskab, og vi har før set finansmarkederne groft undervurdere giganters fald. Det er en situation, som kan kaste nogle alvorlige tab af sig (på aktiemarkederne, red.).

- Hvis det her ender med et kollaps, der sænker væksten i Kina, så vil det også ramme resten af verden, fordi en stor del af væksten udspringer fra Kina, har Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, tidligere vurderet.

Selvom stifteren af Evergrande, Hui Ka Yan, ved en konkurs ville miste alle sine aktier i selskabet, og dermed mange penge, har han dog allerede sikret sig en behagelig milliardær-formue. Foto: STR / Ritzau Scanpix
Selvom stifteren af Evergrande, Hui Ka Yan, ved en konkurs ville miste alle sine aktier i selskabet, og dermed mange penge, har han dog allerede sikret sig en behagelig milliardær-formue. Foto: STR / Ritzau Scanpix

Halv milliard
Torsdag skulle Evergrande have betalt en halv milliard kroner i renter på et obligationslån, og i næste uge skal selskabet betale cirka det halve i renter på et andet lån.

Selskabet har tilsyneladende ikke, som det var ventet, betalt renterne torsdag, men der har ikke være nogen officielle meldinger fra hverken selskabet eller den kinesiske regering.

Grundet Evergrandes astronomiske gæld og størrelse på det kinesiske ejendomsmarked, har mange eksperter spået, at den kinesiske regering formentlig vil forsøge at redde Evergrande fra en ødelæggende konkurs.

En konkret plan for en eventuel rekonstruktion er dog ikke meldt ud fra officielt hold, men selskabet har i princippet 30 dage til at få betalt renterne.

Hvis du er i tvivl om, hvordan du selv skal forholde dig i forhold til dine egne aktier og opsparing, forklarer 'Luksusfælden'-ekspert Kenneth Hansen her, hvad årsagen er, og hvad man kan gøre.