Sveriges bagmandspoliti tiltaler Swedbanks tidligere topchef Birgitte Bonnesen for groft bedrageri og markedsmanipulation i estisk hvidvasksag, oplyser politi.
Tiltalen kommer, efter en advokatrapport havde fundet mistænkelige overførelser, hvor der var en 'høj risiko for hvidvaskning'.
Overførslerne løb op i 36,7 milliarder euro. Det svarer til 274 milliarder kroner.
Fyret i 2019
Danske Birgitte Bonnesen blev fyret i 2019, da sagen om den formodede hvidvask begyndte at se dagens lys.
Dengang fortalte hun til den svenske avis Expressen, at hun ikke havde gjort noget galt.
- Jeg har været i banken i mere end 30 år, og jeg er stolt over alt det, jeg har gjort i banken. Det er jeg absolut, sagde hun.
Flere møgsager
Møgsagerne har stået i kø for Swedbank siden 2019.
I november 2019 kom det frem, at Swedbank blev efterforsket af amerikanske myndigheder. Våbenproducenten Kalasjnikov overførte penge til USA via Swedbank. Det var et brud på daværende sanktioner mod Rusland.
Banken fik tilbage i marts 2020 en bøde på fire milliarder svenske kroner for dårlig intern kontrol i banken. Bøden var udstedt af det svenske finanstilsyn.