Den svenske tøjgigant Hennes & Mauritz (H&M) har bedyret, at de skal svinge den hele store sparekniv.
Ifølge Reuters skal H&M spare 2 milliarder svenske kroner, og nu begynder tøjfirmaets spareplan at tage form. I en pressemeddelelse oplyses det, at 1500 stillinger nedlægges, hvilket skønnes at koste H&M 800 millioner svenske kroner, der vil blive bogført i 4. kvartal, skriver Expressen.
- Det omkostnings- og effektivitetsprogram, som vi har iværksat, involverer en gennemgang af vores organisation. Vi er meget opmærksomme på, at kolleger vil blive påvirket af omstruktureringen.
- Vi vil støtte vores kolleger i at finde den bedst mulige løsning, så de kan komme bedst muligt videre, siger administrerende direktør Helena Helmersson i pressemeddelelsen.
Det forventes at føre til årlige besparelser på omkring 2 milliarder svenske kroner - cirka 1,36 milliarder danske kroner. Det fremgår ikke, i hvilke lande fyringerne sker, skriver Ritzau.
Skuffende regnskab
Tøjgigantens storstilede spareplan kommer i kølvandet på rekordhøje elpriser, inflation og krigen i Ukraine.
H&M's regnskab var i tredje kvartal netop stærkt påvirket af stigende omkostninger, en ugunstigt stærk dollar, samtidig med at forbrugernes købelyst skrumpede.
Regnskabet skuffede analytikere i tredje kvartal for H&M, hvor tøjmastodontens overskud skrumpede fra 4,7 milliarder til 531 millioner svenske kroner i forhold til samme kvartal sidste år. Det svarer til 361,7 millioner danske kroner.
Et fald på 89 procent, der uomtvisteligt har givet direktionen i Stockholm alvorlige panderynker.
Derudover nedskrev den svenske tøjproducent sine russiske aktiviteter med 2,1 milliard svenske kroner, efter at krigen brød ud i Ukraine.
Kæden har omkring 107.500 fuldtidsansatte på verdensplan. Cirka 10.500 heraf arbejder i Sverige.