Det kom helt bag på betalingstjenesten Swipp, at Nordens største bank Nordea valgte at droppe samarbejdet sent i aftes.
Ingen fra Swipp vil i dag stille op til interview omkring fremtiden, og det skyldes måske, at den ifølge to eksperter, som Ekstra Bladet har talt med, ser mere end dyster ud.
Henning N. Jensen, der er betalingsekspert og seniorpartner i firmaet PlusCon, er helt klar i spyttet.
- Det betyder at Swipp dør, men det har man forudset i lang tid. Det er ikke sikkert, at de dør i morgen, for så skal alle de andre banker skynde sig over til Mobilepay, og det tror jeg ikke, at de har lyst til. Men på lang sigt vil de dø, siger han.
Swipp overrumplet af Nordea-exit
Jan Damsgaard, der er professor på Copenhagen Business School og ekspert i digitale betalinger, kalder Swipp for en 'spøgelsesby'.
- Swipp er forladt, og det kan ingen jo lide at være. Når en så stor spiller (Nordea red.) trækker sig ud, så står skelettet der stadig, men det bliver en form for spøgelsesby, hvor alle drager videre, siger han.
Hvad de resterende banker, som stadig er en del af Swipp, nu vil gøre, er svært at svare på, vurderer de begge.
- Det kommer an på, hvor ærekære de er. Der er ikke mange løbende udgifter forbundet med Swipp, men det fornuftige ville være, hvis de flyttede over til Mobilepay for at skabe et stort og stærkt alternativ til de globale spillere, siger Jan Damsgaard.
Begge er enige om, at det giver god mening for Nordea og Danske Bank at samarbejde frem for at konkurrere.
- På overfladen er det meget overraskende. Der var ikke mange, der havde set, at lige nøjagtig Nordea ville gå sammen med Danske Bank på nuværende tidspunkt. Men det er strategisk rigtig smart gjort. For det er en kamp om det nordiske marked, siger Henning N. Jensen og fortsætter:
- Danskerne ser det lidt som en diskussion om dankort og Mobilepay, men det er det slet ikke. Det er et spørgsmål om, hvilken mobilplatform, som bankerne skal bruge i Norden. Man har sine egne platforme i Norge, Sverige og i Finland, og ved at gå sammen får de en meget bedre markedstilstedeværelse, siger han.
Nordea overgiver sig til MobilePay
50 procent af markedet
Ved at gå sammen får Danske Bank og Nordea sammen en markedsandel på omkring 50 procent. Samtidig betyder det, at kunder i hver af de to banker kan overføre penge til hinanden som 'konto til konto', hvilket er meget billigere for bankerne.
- Hvor Mobilepay kører på dankort-infrastrukturen, så kører Swipp på 'konto til konto', og det koster ingenting i forhold til dankort, siger Jan Damsgaard.