Tesla-regnskab får blandet modtagelse trods rekordoverskud

Elon Musks elbilselskab havde rekordoverskud, men eftermarkedet og analytikere reagerer lunkent

Foto: Hannibal Hanschke / Ritzau Scanpix
Foto: Hannibal Hanschke / Ritzau Scanpix

Solid efterspørgsel på Tesla-biler i blandt andet Kina og salg af bitcoin er med til at give elbilselskabet et marginalt bedre regnskab i første kvartal end forventet.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters, efter at Tesla mandag aften er kommet med regnskab for årets første tre måneder.

I regnskabet præsterer Tesla et overskud på 438 millioner dollar, som ifølge nyhedsbureauet dpa er det største kvartalsoverskud i selskabets historie.

Rekordoverskuddet skal dog ses i forhold til, at 2020 var første år, at Tesla overhovedet havde et overskud i årsregnskabet.

Derudover bidrog et salg af ti procent af selskabets bitcoins ifølge CNBC med 101 millioner dollar på bundlinjen, hvilket ifølge nogle analytikere gør regnskabet noget mindre imponerende end ved første øjekast.

- Forureningskvoter, lavere skatter og bitcoin-salg holdt de finansielle resultater oven vande. Tag dem ud af ligningen, og det var en forbier, siger Craig Irwin, som er analytiker ved Roth Capital Partners, til Reuters.

Selskabets aktier faldt umiddelbart med to procent i efterhandlen, skriver Reuters.

Selskabet, som direktør og stifter Elon Musk står i spidsen for, opnåede en omsætning på 10,39 milliarder dollar svarende til knap 64 milliarder danske kroner.

Det er en markant stigning i forhold til samme kvartal året inden. Her var omsætningen på 5,99 milliarder dollar.

- Vi tror på, at forbrugertilliden til elektriske biler vil fortsætte med at stige, og at flere kunder er villige til at foretage skiftet, lyder det fra Tesla i forbindelse med regnskabet ifølge AFP.

- Vores ordrerate i første kvartal var den hidtil stærkeste i historien, og vi arbejder så hurtigt som muligt på at øge vores produktionskapacitet.

I alt leverede selskabet 184.800 biler globalt i årets første tre måneder.

For hele 2021 har Tesla store forventninger om en vækst på over 50 procent i antallet af leverede biler, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge selskabet er planlagte fabrikker i Texas og Berlin på rette spor mod at kunne begynde produktionen og de første leveringer.

Men der er også udfordringer hos verdens højest værdisatte bilfabrikant.

I USA står dets software til selvkørende biler over for nye føderale undersøgelser efter 28 uheld involverende Tesla-biler, heriblandt en nylig ulykke i Texas, hvor to personer mistede livet.

Samtidig har der været forsinkelser på nye udgaver af selskabets Model S-sedan og Model X-SUV.

Imens kommer rivaler som Volkswagen og Ford med nye elbiler og forsøger at konkurrere på blandt andet pris.