Hvis du er i starten af 30’erne og måske ikke føler, at karrieren endnu har udviklet sig, som du gerne vil, så er nedenstående måske ikke den bedste læsning.
Men der er også en anden mulighed. Faktisk kan det måske være lige netop det, der gør, at du får sparket liv i den.
Det drejer sig om den 32-årige serieiværksætter Mads Faurholt, der på få år har formået at kunne fremvise et så imponerende cv, at man bliver helt forpustet af bare at læse det.
Efter flere imponerende stillinger som blandt andet en af de yngste associates hos det globale konsulenthus McKinsey & Co og senere chef for 3.500 medarbejdere i Groupon i Asien, kastede han sig over livet som iværksætter.
Derfor var han i 2012 med til at stifte investeringsselskabet Nova Founders Capital, og her har han startet masser af virksomheder op, hvilket har gjort ham til mangemillionær.
- Penge har aldrig interesseret mig for at bruge dem. Jeg er normalt vildt dårlig til at indkræve penge, når folk skylder mig. Jeg synes, det er sjovest at skabe værdi og gøre en forskel, og jeg har så fundet et område, hvor jeg tror, at jeg kan gøre det, fortæller Mads Faurholt til Ekstra Bladet.
Ny bog med rigmand
Derfor udgiver han nu bogen ’Iværksætter - Hvad vi lærte af at starte 30 virksomheder’ sammen med Lars Tvede, der også er blevet rig på iværksætteri. Målet er at inspirere folk til at starte deres eget, for der er ikke penge i bøger, siger han med et grin.
- Jeg tjener mere på en dag, end jeg vil tjene på den her bog, så det kan slet ikke betale sig, hvis man har de briller på.
Ekstra Bladet fanger ham over telefonen i en lufthavn i Cypern, hvor han har været på ferie med sin kæreste og lille søn på fire måneder. Alle vil dog nok ikke nødvendigvis kalde det ferie.
- Jeg har været tilstede så vidt muligt, men der røg da nok ca. seks timers arbejde om dagen. Men jeg synes jo også, at det er pissesjovt. Jeg kalder det for arbejde, fordi det er en reference, folk kan forstå, men jeg betragter det jo ikke som arbejde, siger han.
Alt han ejer, har han startet op.
- Jeg synes, det er vildt sjovt at starte virksomheder op, være nede på gulvet, udvikle dem, finde ud af hvad der skal siges i telefonen, og hvordan markedsføringen skal være.
Telesælger
Igennem hele sin karriere har han været en af de unge. Blandt andet som 18-årig telesælger i Viasat, der pludselig skulle træne ældre medarbejdere i at gøre deres job bedre.
- Når en 18-årig skal fortælle en 45-årig, hvordan han skal gøre tingene, så er det svært. Og jeg fejlede da også sindssygt mange gange, erkender han.
Mads Faurholt har derfor helt bevidst også søgt hjælp hos ældre og erfarne erhvervsfolk i jagten på at opnå sine mål.
- Da jeg gik på handelshøjskolen var der en konference i Danmark, hvor Bill Clinton og Colin Powell kom og talte. Det kostede vist 70.000 at komme med til det, og jeg var 18 år gammel og havde kun 2.000 kroner. Jeg ringede til dem, der stod for det, og de sagde så, at jeg skulle ringe dagen inden. Det gjorde jeg så, og da de havde en billet, der ikke var blevet solgt, fik jeg lov til at komme med for de 2.000 kroner.
- Så rendte jeg rundt mellem 50-årige direktører. De syntes, at det var fedt at give mig input, og jeg fik en masse nye kontakter, som jeg så fulgte op på, indtil de blev vildt trætte af mig. Så lærte man en masse af det, siger han.
Børnevært
Faurholts far var journalist på DR, og i den forbindelse fik han mulighed for at lave børne-tv som 11-årig i programmet 'Børnerapporten'.
- Jeg var meget heldig, fordi jeg fik lov til at lave det. Det har blandt andet betydet, at jeg kan have en samtale med dig og egentlig have det meget behageligt med det. Jeg kan have en samtale på en scene, turde står der og tale foran folk. Jeg kan sælge budskaber til medarbejdere bedre og og ideer og tanker til investorer.
Han har både en lejlighed i London og Schweiz og rejser omkring 20 dage om måneden. Med alt sit arbejde er der naturligvis ikke tid til alt, hvilket kan have konsekvenser, erkender han.
- Min kæreste har jo valgt mig på det, men jeg har da også mistet en kæreste på det tidligere, siger han og fortsætter:
- Når jeg er sammen med min familie, så er jeg helt sikkert til stede. Så det handler om at gøre det 120 procent, når man så gør det.
Der er heller ikke tid til bare at ligge foran tv’et og slappe af.
- Jeg bruger ikke meget tid på at se fjernsyn, og jeg har nok ikke set en fodboldkamp i et år, selvom jeg elsker fodbold.
Sparer penge trods millionformue
I løbet af hans korte men imponerende karriere har han formået at opbygge en solid formue. For nylig solgte han en virksomhed for 100 millioner kroner, men det betyder ikke, at han har luksusvaner, fortæller han.
- Jeg har altid sparet. Jeg købet mit tøj i Uniglo og Zara og køber ting på udsalg. Når jeg nu skal til Danmark i forbindelse med vores bog, så har jeg fået skaffet en gratis bil i stedet for at leje. Jeg vil helst ikke bruge penge, og når jeg er på ferie, er jeg sammen med folk, som har meget mindre på kistebunden end mig.
I stedet ønsker han at bruge penge på at udbygge virksomheder.
- I Groupon fik jeg en million dollars i fast løn, men jeg brugte aldrig af pengene. Jeg ønskede fleksibliteten. Jeg har altid troet meget på at leve langt under det, jeg tjener. Det vil jeg anbefale andre også at gøre.
Herunder kan du læse, hvad han ellers anbefaler folk, der overvejer at starte deres eget op.