Tivoli præsenterer blodrødt underskud

2020 har for forlystelsesparken resulteret i et underskud på 185 millioner kroner før skat

Coronakrisen har - ikke overraskende - været særdeles hård ved Danmarks vel nok mest berømte forlystelsespark, Tivoli.

2020 bød således på et underskud for parken på hele 185,1 millioner kroner før skat, oplyser parken i årsregnskabet.

Til sammenligning havde Tivoli i 2019 et overskud på 209,1 millioner før skat.

I løbet af året har Tivoli haft en nettoomsætning på 477,7 millioner kroner. Det er mere end en halvering af omsætningen fra året før på lige over en milliard kroner.

To tredjedele færre gæster
Coronakrisen kan da også tydeligt ses på antallet af besøgende i parken i løbet af 2020. Således var der i løbet af året 1.628.000 gæster i Tivoli, mens der i 2019 var 4.581.000.

- Tivoli er som oplevelsesvirksomhed hårdt ramt af corona. Tivolis gæstetal i 2020 er faldet til ca. en tredjedel af det normale niveau, og tidligere års overskud er vendt til underskud. Det skyldes restriktionerne og de mange anbefalinger om at undgå social kontakt samt de manglende turister og aflysninger af mange af Tivolis kulturelle arrangementer som Fredagsrock, Nøddeknækkeren og andre forestillinger og koncerter, lyder det i en kommentar til regnskabet fra administrerende direktør Susanne Mørch Koch.

Hun hæfter sig dog ved, at det lykkedes Tivoli at levere 'gode, trygge og velkendte oplevelser i 2020 til vores gæster'.

Forventer nyt underskud
På trods af, at der i 2021 er tegn på bedring i forhold til vaccination, og at der kan øjnes et muligt lys for enden af tunnellen, forventer Tivoli også et underskud i 2021.

Således regner parken med en omsætning på 600-700 millioner kroner og et underskud før skat på mellem 75 og 100 millioner kroner.

- På trods af, at der i 2021 forventes underskud, vil Tivoli fortsat investere i unikke oplevelser for at skabe vækst. Derfor kan vi i 2021 præsentere en lang række nyheder, som skal sikre, at Tivolis gæstetal vokser, og forretningen igen giver overskud, lyder det fra Susanne Mørch Koch.

Tivoli nævner, at antallet af udenlandske turister i København, muligheden for at forsamle sig og danskernes lyst til social kontakt kan påvirke økonomien i 2021 negativt.

De understreger dog samtidig, at forventningerne for 2021 er påvirket af stor usikkerhed på grund af uvished om smitteudviklingen og de gældende restriktioner.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste historier, så du altid får det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokale nyheder

Få nyheder fra dit nærområde, og hold dig opdateret på vejr, trafik og erhvervs-nyheder i dit nabolag.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant?? Gem artiklen til senere.