Tømrere i chok: Byggeleder fuskede med asbestprøve

En byggeleder er meldt til politiet og Arbejdstilsynet for at have forfalsket svaret på en prøve, der påviste asbest

Snedkermesterfirmaet Arne Pedersen A/S i Greve har med øjeblikkelig virkning bortvist en byggeleder fra en byggeplads i København.

Det er sket, efter et tømrersjak i virksomheden har meldt byggelederen til Midt- og Vestsjællands Politi for at have begået dokumentfalsk.¨

Det skriver Fagbladet 3F.

Byggelederen mistænkes for at have fusket med en prøve, der påviste asbest i forbindelse med renoveringen af en række ejendomme i Østersøgade og Bartholinsgade i København, hvor tagene skulle skiftes ud.

Her kan sjakket, der består af fire tømrersvende og to-tre lærlinge, og i alt op mod 20 håndværkere være blevet udsat for potentielt dødelige asbestfibre.

- Jeg er chokeret og målløs. Det burde simpelt hen ikke kunne ske, siger Laurits Lillelund.

Den 36-årige tillidsmand, tømrer og familiefar har været igennem det meste af følelsesregistret og sovet dårligt, siden han sammen med sine kolleger afslørede byggelederen i ikke at fortælle sandheden om resultaterne af to asbestprøver.

- Jeg ved godt, at der er nogle banditter i byggebranchen. Men det er langt over grænsen først at lyve om, at der ikke er asbest og bagefter tilsyneladende begå dokumentfalsk, siger Laurits Lillelund.

Tømrersjakket fattede hurtigt mistanke om, at der var asbest på byggepladsen, da der var møgbeskidt og lå en masse støv og rester af gamle eternitplader under den indvendige del af det tag, som de skulle skifte ud.

Laurits Lillelund diskuterede længe med byggelederen om at få taget nogle prøver for asbest, hvilket byggelederen til sidst gik med til.

Fredag 13. august sendte snedkermesterfirmaet to prøver til Dansk Miljø Analyse i Vedbæk, og tirsdag ugen efter fortalte byggelederen, at begge prøver var negative.

Det gjorde kun Laurits Lillelund og hans kolleger endnu mere mistænksomme. Om morgenen fredag 20. august afleverede tømrerne selv et stykke skifereternit fra det gamle tag til Dansk Miljø Analyse, som de af egen lomme betalte for at få lavet en hurtig undersøgelse af.

Svaret kom få timer senere og viste, at der var asbest.

Derfor ringede Laurits Lillelund til byggelederen og bad om at se svarene på de første to prøver.

- Byggelederen spurgte, hvorfor vi ikke stolede på ham. Men det endte med, at han lidt senere sendte mig et billede af svarene, hvor der stod, at der ikke var fundet asbest i dem, siger Laurits Lillelund.

Tømrersjakket var dog stadig ikke overbeviste. Derfor tog de igen kontakt til Dansk Miljø Analyse, som kunne oplyse, at der faktisk var fundet asbest i den ene af de første to prøver.

Kort efter gik byggelederen til bekendelse.

- Havde vi ikke været så paranoide, mistænksomme og selv betalt 1.500 kroner for en ny prøve – og havde byggelederen været bedre til at fotoshoppe de første prøvesvar, var det aldrig blevet opdaget, siger Laurits Lillelund.

Tømrersjakket er for tiden sendt hjem med løn indtil 6. september. De vender ikke tilbage til byggepladsen, før al asbest er blevet fjernet.

Men de nåede at gå og rive materialer ned og fjerne støv med en støvsuger og ansigtsmasker, som viste sig at være forsynet med filtre, som slet ikke virker mod de ultrafine, små asbestpartikler.

Den 46-årige tømrer Rikki Hansen har det ikke godt med situationen, og hvad sjakket er blevet udsat for.

- Det er vildt utrygt og al for nemt at slå folk ihjel. Uden det får konsekvenser, siger Rikki Hansen.

- Vi er slet ikke uddannet til at fjerne asbest, men vi handlede i god tro. Jeg kommer aldrig til at stole på en byggeleder igen, siger han.

Asbest kan føre til lungehindekræft, der i stort set alle tilfælde er uhelbredelig, og en lang række andre kræftsygdomme. Sygdommene kan opstå op til 30-40 år efter, at man har været udsat for asbest.

Derfor skal tømrersjakket registreres i en asbest-protokol, som de kan føre en arbejdsskadesag og få erstatning, hvis de senere skulle blive syge.

Ud over politiet er sagen også blevet anmeldt til Arbejdstilsynet.

Administrerende direktør og medindehaver Kim Pedersen, hos Arne Pedersen A/S, bekræfter i et skriftligt svar til Fagbladet 3F, at byggelederen er blevet bortvist.

Det skete, efter at snedkermesterfirmaet blev oplyst om sagen, som han understreger, at ledelsen ikke var vidende om.

- Vi tager sagen meget alvorligt og har derfor valgt at gøre kort proces, udtaler Kim Pedersen.

Den københavnske afdeling for bygningsarbejdere, 3F BJMF, indgik mandag et forlig med Arne Pedersen A/S og Dansk Industri i sagen.

Forliget betyder, at Arne Pedersen A/S skal betale en bod på 110.000 kroner til 3F BJMF for brud på ledelsesretten under hovedaftalen.

- Samtidig har virksomheden forpligtet sig til at se alle andre sager, som den bortviste byggeleder har haft, igennem for at sikre, at der ikke er sket noget lignende før, siger faglig sekretær Christian Korsgaard Sørensen, der har ansvar for arbejdsmiljø i 3F BJMF.

- Desuden vil virksomheden fremover som en fast procedure udlevere alle rapporter og prøveresultater om asbest og andre forhold til medarbejderne, siger han.