Donald Trumps planer om det nye sociale medie 'Truth Social' har i den grad sat sit præg på aktiemarkedet.
Aktier i selskaber med forbindelse med den tidligere amerikanske præsident har i den seneste uge oplevet gigantiske stigninger.
Trump Media & Technology Group annoncerede onsdag, at de ville fusionere med det børsnoterede skuffeselskab Digital World Acquisition Corp, DWAC,. Og det har fået aktiekursen til at stikke helt af.
Fredag toppede den i kurs 175 dollars, og det var en stigning på vanvittige 1657 procent i forhold til kursen, da børsen lukkede onsdag ifølge CNN. Med perfekt timing kunne en dygtig investor derfor have forvandlet 1000 kroner til 17570 på to dage.
Den vilde begejstring lagde sig en smule ved lukketid fredag, og derfor må de langsomme investorer 'nøjes' med en en kurs på 80 dollar.
Trump-feberen raser
Det ser ud til, at når det regner på Trump, så drypper det på resten af kammeraterne.
Den nye aftale har, ifølge MarketWatch, også fået aktierne til at flyve i vejret i softwarevirksomheden Phunware Inc. De arbejdede ifølge USA Today sammen med Donald Trumps præsidentkampagne i 2020, og det har sat gang i spekulationerne om, hvorvidt de skulle være involverede i Trumps nye medie.
Kursen toppede i 19,39 dollars og lukkede i 8,72 dollars. Det lyder ikke af meget, men det er en stigning på henholdsvis 1939 procent og 746,6 procent over prisen ved lukketid onsdag.
Det er stadig småt med informationer om, hvordan Trumps nye sociale medier kommer til at se ud. Til november bliver de første invitationer til Truth Social sendt ud til beta-testere.
Ifølge Donald Trump selv er hans sociale medie en aktivistisk kamp mod det, han kalder 'de tyranniske store tech-virksomheder'.
- Vi lever i en verden, hvor Taliban har en massiv tilstedeværelse på Twitter, men alligevel har jeres yndlings amerikanske præsident fået mundkurv på. Det er uacceptabelt, sagde Donald Trump i forbindelse med offentliggørelsen af mediet.