USA på vej tilbage mod normalen sender Novozymes' salg op

Salget af enzymer til bioethanol, der bruges til brændstof, er braget i vejret i andet kvartal hos Novozymes

Novozymes er målt på omsætning i top 50 over Danmarks største virksomheder. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Novozymes er målt på omsætning i top 50 over Danmarks største virksomheder. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Den danske enzymkoncern Novozymes har haft fremgang i andet kvartal.

Det skyldes blandt andet, at USA er på vej mod en mere normal situation oven på coronapandemien.

Novozymes' omsætning er steget med syv procent til 3,6 milliarder kroner i andet kvartal sammenlignet med samme periode sidste år. Det viser Novozymes' regnskab.

Samtidig er overskuddet øget med 23 procent til omkring 800 millioner kroner.

En del af Novozymes forretning går ud på at sælge enzymer til omdannelse af eksempelvis majs og affaldsprodukter til bioethanol. Bioethanolen bliver brugt som supplement til benzin i benzintanken.

Fremgangen i andet kvartal skyldes især, at der har været en stigning på 54 procent i salget af enzymer til bioethanol-industrien.

Det hænger, ifølge Novozymes, sammen med, at der er blevet skruet op for produktionen i USA og Latinamerika. Samme periode sidste år var produktionen ramt af nedlukninger.

I sidste ende afhænger salget af bioethanol af, hvor meget brændstof der bliver tanket.

Sidste år var salget påvirket negativt af nedlukninger i USA. Mange amerikanere arbejdede hjemme og kørte derfor ikke lige så mange kilometer på vejene som normalt.

Mens der har været fremgang i salget til bioethanol, er salget dykket med seks procent i Novozymes' største forretningsområde, som er enzymer til vaske- og opvaskemidler.

Ifølge Novozymes er faldet ikke overraskende, fordi der i andet kvartal 2020 - under den første runde af nedlukninger - var en tendens til hamstring blandt forbrugerne, der købte langt mere vaskemiddel end normalt.

Novozymes er målt på omsætning i top 50 over Danmarks største virksomheder.

Virksomheden har omkring 6300 ansatte på verdensplan.