78.000 Danske Bank-kunder ladt i stikken efter møgsag

Landets største bank har tilbagebetalt et stort millionbeløb til tusindvis af kunder efter pinlig sag om tårnhøje gebyrer. Men nu er der opstået et nyt problem

Danske Banks topchef, Chris Vogelzang, har arvet en rigtig stinker i form af Flexinvest Fri-skandalen. Foto: Jens Dresling
Danske Banks topchef, Chris Vogelzang, har arvet en rigtig stinker i form af Flexinvest Fri-skandalen. Foto: Jens Dresling

I Hvidovre sidder 75-årige Svend Erik Hansen, og han er efterhånden godt og grundigt frustreret over Danske Bank.

Han er en ud af 78.000 kunder, som den seneste tid har fået refunderet i alt 400 mio. kr. efter at have investeret i bankens skandaleramte Flexinvest Fri-produkt.

Men den økonomiske undskyldning har efterladt ham og de mange tusind andre kunder med et nyt problem: Danske Bank kan ikke oplyse, hvordan pengene skal håndteres over for Skattestyrelsen.

- Jeg aner ikke, om pengene overhovedet skal betragtes som indkomst, og hvilket år de i så fald tilhører. Det er frustrerende, for det kan påvirke mit pensionstillæg, boligstøtten og de der ting. Jeg er forvirret over det her, og det tænker jeg, at mange andre mennesker også er, siger Svend Erik Hansen.

Han har kontaktet Danske Bank for at få at vide, hvad han skal gøre. Men herfra kan han ikke få et ordentligt svar.

'Desværre har SKAT stadig ikke besvaret vores forespørgsel til, hvorledes du skal behandle refusionen,' skriver banken i en mail, som Ekstra Bladet har set.  

Vil gerne undgå skattesmæk
For Svend Erik Hansen er sagen frustrerende. Han vil gerne indberette pengene korrekt, så han undgår et senere skattesmæk.

- Når man er fra min generation, vil man gerne svare enhver sit og klare den her slags uden at lave fejl. Jeg forstår ganske enkelt ikke, at Danske Bank ikke er på forkant med situationen, så de kan fortælle os kunder, hvad vi skal gøre med pengene, siger han.

Hos Forbrugerrådet Tænk tøver seniorøkonom Morten Bruun Pedersen ikke med at kalde det kritisabelt, at Danske Bank ikke har afklaret skattespørgsmålet, før pengene er sendt tilbage.

- Jeg forstår godt, at det er en ubehagelig situation for kunderne. Når der lige pludselig ryger et beløb ind på kontoen, bliver man i tvivl, om man overhovedet kan råde over pengene. Og der er jo ingen, som har lyst til at få en ekstraregning fra SKAT, siger han.

Flexinvest Fri-skandalen

I adskillige måneder i perioden 2017-2018 solgte Danske Bank investeringsproduktet Flexinvest Fri til tusindsvis af kunder, selvom banken vidste, at kunderne på sigt ville få et negativt afkast, når gebyrerne til banken var betalt.

Banken har erkendt fejlen og sendt ca. 400 mio. kr. tilbage til i alt 78.000 berørte kunder.

Sagen kostede bankdirektør Jesper Nielsen jobbet.

Finanstilsynet har politianmeldt banken for vildledning af kunderne, og Bagmandspolitiet har efterfølgende sigtet Danske Bank.

Seniorøkonomen mener, at ansvaret ligger hos både Danske Bank og skattemyndighederne.

- Det kan jo ikke passe, at hver eneste af de 78.000 kunder skal ringe til SKAT. Det er Danske Bank, som er skyld i den her sag. Så de må tage teten, og så må SKAT altså se at vågne op, siger Morten Bruun Pedersen.

Forstår frustrationen
Hos Danske Bank er man tydeligvis ikke stolte af den situation, de mange tusind kunder er blevet sat i.

'Vi forstår til fulde den frustration, som sagen har haft for de berørte kunder,' udtaler privatkundedirektør Thomas Mitchell i et skriftligt svar til Ekstra Bladet. Han tilføjer, at bankens førsteprioritet har været at tilbagebetale penge til kunderne hurtigst muligt.

Artiklen fortsætter under billedet.

Danske Banks privatkundedirektør, Thomas Mitchell, forstår kundernes frustration. Foto: Niels Hougaard
Danske Banks privatkundedirektør, Thomas Mitchell, forstår kundernes frustration. Foto: Niels Hougaard

Bankdirektøren forklarer videre, at Danske Bank er i dialog med Skattestyrelsen og vil informere kunderne, når der er en afklaring. 

Skattestyrelsen har ikke ønsket at kommentere sagen over for Ekstra Bladet.

161 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere