87-årige Villy mistede halv million: - Det er forkasteligt

Villy Skaaning er en af de tusindvis af danskere, som har tabt penge på Roskilde Banks krak. Han er bestemt ikke tilfreds med den tidligere ledelses frifindelse tirsdag

Det er ikke første gang, at Villy Skaaning er med i Ekstra Bladet grundet Roskilde Banks krak. Men holdningen forbliver den samme. Foto: Jakob Jørgensen
Det er ikke første gang, at Villy Skaaning er med i Ekstra Bladet grundet Roskilde Banks krak. Men holdningen forbliver den samme. Foto: Jakob Jørgensen

Mens den tidligere Roskilde Bank-ledelse med Niels Valentin Hansen i spidsen i dag kunne glæde sig over at være blevet frifundet, selvom landsretten mente, at driften havde været ’kritisabel’ og ’letsindigt’, så er det formentlig ikke en følelse, som de tusindvis af danskere, der har tabt penge på krakket, deler.

En af dem er 87-årige Villy Skaaning.

- Det er forkasteligt. De har stjålet en halv million kroner fra mig, siger han, da Ekstra Bladet møder ham i hjemmet i Kirke Hyllinge.

Han er dog ikke overrasket over frifindelsen.

- Jeg tænkte det nok. Personer så højt oppe på strå skal nok redde sig selv ud af det på den ene eller anden måde. De er glatte som ål.

 Tirsdag 7. november blev Roskilde Banks ledelse frikendt

Gæld fordoblet
Inden banken krakkede i 2008 havde han aktier for en halv million kroner. Dem ville han gerne sælge ud af, fordi han ville give sin nu afdøde kone et nyt og flot køkken.

Men ifølge Villy Skaaning fik banken i stedet ’lokket’ ham til at tage en kassekredit på 50.000 kroner, fordi der ellers skulle betales en masse skat. Kort tid efter krakkede banken, og folkepensionisten sad pludselig tilbage med en gæld, der nu næsten er fordoblet.  

- I dag sidder jeg med en gæld på 97.000 kroner, og jeg har ikke pengene. Det går mig rigtig meget på, siger Villy Skaaning, der igennem mere end et år har været alvorligt syg og stadig ikke er rask.

Artiklen fortsætter under billedet...

Tilbage i 2012 besøgte Ekstra Bladet også Villy Skaaning i Kirke Hyllinge. Foto: Jesper Mortensen
Tilbage i 2012 besøgte Ekstra Bladet også Villy Skaaning i Kirke Hyllinge. Foto: Jesper Mortensen
 

Får tilsendt rykkere
Det er dog ikke de tabte aktier, som gør mest ondt på ham.

- Den halve million har jeg glemt. Jeg har min folkepension, så det kan jeg godt klare. Men det er den kassekredit, som piner mig. Og nu får jeg tilsendt rykkere – det kan simpelthen ikke være rigtigt, siger han.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Niels Valentin Hansen, men det er ikke lykkedes.

Sagen kort

Finansiel Stabilitet sagsøgte 11 personer fra den tidligere ledelse i Roskilde Bank og revisionsfirmaet EY for en milliard kroner.

Retssagen har været ni år undervejs. 112 retsdage er blevet brugt, og 30.000 dokumenter er blevet fremlagt.

Hovedpersonen i sagen er den tidligere bankdirektør Niels Valentin-Hansen, der stod i spidsen for banken, mens omsætningen steg og steg.

Blandt andet på grund af store millionudlån til ejendomsspekulanter som Kenneth Schwartz Thomsen og Jørgen 'Flexplan' Olsen.

Statskassen skal grundet Finansiel Stabilitets nederlag betale en regning på 63 millioner kroner i advokatregninger.

Finansiel Stabilitet har fire uger til at anke sagen til Højesteret.

'Dårlig stil'

Siden krakket i 2008 har Roskilde Bank fyldt enormt meget for rigtig mange borgere i den gamle domkirke-by. Ovenpå frifindelsen tog Ekstra Bladet derfor på gaden for at høre, hvordan folk tog nyheden.

Artiklen fortsætter under billedet...

63 årige Erik Jensen til venstre sammen med vennen Kim Vildbrad på 72 år. Foto: Jakob Jørgenseng
63 årige Erik Jensen til venstre sammen med vennen Kim Vildbrad på 72 år. Foto: Jakob Jørgenseng
 

- Jeg synes, at det er dårlig stil, at Niels Valentin skyder skylden over på sine medarbejdere og frasiger sig ansvaret på den måde. Det er ikke særligt pænt, siger Erik jensen.

- Men vi må ikke glemme, at bestyrelsesformanden også har været inde over, siger vennen Kim Vildbrad.

De bor begge i Roskilde og har gjort det i mange år. De kender begge flere, som har tabt mange tusinde kroner på krakket.

- Roskilde er en indspist by. Folk kender hinanden og snakken går. Så der var da oprør i gang, efter bankens konkurs. Og det har da givet et dårligt ry, siger Kim Vildbrad.

Artiklen fortsætter under billedet...

Svend Pedersen har også en holdning til dagens frifindelse. Foto: Jakob Jørgensen
Svend Pedersen har også en holdning til dagens frifindelse. Foto: Jakob Jørgensen
 

63-årige Svend Pedersen har flere kollegaer, som har tabt store summer på krakket. Op til 400.000 kroner.

- Jeg synes, at det er helt utroligt, at de kan blive frifundet. Vi ser kapitalismens selvmodsigelse, siger han og støtter op om Finansiel Stabilitets sag.

- Hvis man gerne vil vise, at der er foregået noget forkert, så bliver man jo nødt til at føre sådan en sag, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet...

Tonnie Kock synes, at sagen skal gå videre til Højesteret. Foto: Jakob Jørgensen
Tonnie Kock synes, at sagen skal gå videre til Højesteret. Foto: Jakob Jørgensen
 

Tonnie Kock på 66 år er bestemt ikke tilfreds med dommen.

- Det virker forkert. De skulle have været dømt, for de må have vidst, hvad der foregik, og at det ville gå galt.

Han synes ikke, at Finansiel Stabilitet skal give op.

- Nu må de jo så bare køre den videre i Højesteret, siger han.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Mikkel Cramon
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen