Afsløring: Harboe solgte villa til ølkongens datter

I en række tilfælde har børsnoterede Harboe handlet ejendomme med den mangeårige topchef Bernd Griese og hans nære familie. Det møder kritik

I sommeren 2004 solgte Harboe det store, hvide hus på billedet til direktør Bernd Grieses datter Vibeke Harboe Malling og svigersønnen Søren Malling. Sidstnævnte er i dag topchef i bryggeriet. Foto: Tariq Mikkel Khan

Skeletterne fortsætter med at vælte ud af skabet hos landets tredjestørste bryggeri, Harboe i Skælskør.

Ekstra Bladet afslørede tidligere i år, at Harboe i en række tilfælde har handlet ejendomme med den mangeårige direktør Bernd Griese og hans familie - mens han vel at mærke selv var øverste leder i bryggeriet.

78-årige Bernd Griese fik i den forbindelse kritik for at tilgodese sig selv på bekostning af aktionærerne. Men Harboe forsikrede, at der ikke var indgået andre ejendomshandler med Grieses familie og bekendte.

Nu viser det sig imidlertid, at det ikke er korrekt.

Artiklen fortsætter under billedet...

Bernd Griese var i mere end 30 år topchef i Harboe. Hans familie ejer 16 procent af aktierne i bryggeriet, mens den resterende del er ejet af andre aktionærer. Foto: Mik Eskestad
Bernd Griese var i mere end 30 år topchef i Harboe. Hans familie ejer 16 procent af aktierne i bryggeriet, mens den resterende del er ejet af andre aktionærer. Foto: Mik Eskestad
 
I 2004 skrev Bernd Griese nemlig selv under på en købsaftale, hvor hans datter Vibeke Harboe Malling og svigersønnen Søren Malling købte et hus af Harboe for 3,1 millioner kroner. Det viser oplysninger i Tingbogen.

- Jeg vil på det kraftigste anbefale, at man som direktør i et børsnoteret selskab holder sig langt fra den slags. Og hvis man endelig skal gøre det, så skal man have dokumentationen for, at ejendommen ikke er solgt for billigt. Ellers ender aktionærerne som tabere, siger Lars Frederiksen, formand for Komitéen for god selskabsledelse.

Han tilføjer, at de mange 'familiehandler' i Harboe er noget, han aldrig nogensinde har set tidligere.

Bernd Griese, som i efteråret 2019 skiftede fra direktør til formand i Harboe, er ikke vendt tilbage på Ekstra Bladets henvendelser om sagen.

Det er derfor uvist, om han har gjort noget for at sikre, at prisen på huset var rimelig for bryggeriet og dets aktionærer.

Artiklen fortsætter under billedet...

Bernd Griese skrev selv under, da Harboe i 2004 solgte et hus til hans datter og svigersøn. Bestyrelsesmedlem Anders Nielsen har ligeledes skrevet under. Foto: Tingbogen
Bernd Griese skrev selv under, da Harboe i 2004 solgte et hus til hans datter og svigersøn. Bestyrelsesmedlem Anders Nielsen har ligeledes skrevet under. Foto: Tingbogen

Solgte hus til direktør
Svigersønnen Søren Malling blev i december 2019 - med velsignelse fra Bernd Griese - udpeget som ny topchef i Harboe. Her afløste han i øvrigt en anden af Bernd Grieses døtre, Karina Harboe Laursen, som kun fik tre måneder i direktørstolen.

Og svigersønnen er ikke det eneste medlem af Harboes topledelse, som har fået lov at købe ejendomme af selskabet, viser oplysninger i tingbogen.

Artiklen fortsætter under billedet...

Vibeke Harboe Malling er ikke den eneste af Bernd Grieses døtre, som har købt et hus af Harboe. En anden datter, Pernille Harboe Obling, blev i 2009 nabo til søsteren, da hun købte dette hvide hus i Skælskør for 3,15 millioner kroner af bryggeriet. Foto: Tariq Mikkel Khan

Tidligere har også Harboes mangeårige koncerndirektør Ruth Schade - som af flere kilder betegnes som Bernd Grieses 'højre hånd' - købt et hus af bryggeriet.

Det samme har hendes nevø, Martin Schade, som i dag sidder i direktionen sammen med Søren Malling.

Heller ikke de handler vækker begejstring hos Lars Frederiksen, formand i Komitéen for god selskabsledelse, der udstikker retningslinjer til landets børsnoterede selskaber.

- Det er en dårlig skik, og den slags skal man altså holde sig fra. De her handler er noget, som Harboes aktionærer bør stille spørgsmål ved på en generalforsamling, siger han.

Bernd Griese er ikke vendt tilbage på Ekstra Bladets spørgsmål om Harboes salg af huse til Ruth og Martin Schade.

Hvem ejer Harboe?

Bernd Griese og hans tre døtre ejer 16 procent af aktierne i Harboes Bryggeri, mens de resterende 84 procent er ejet af andre aktionærer.

Familiens aktier er dog såkaldte A-aktier.

Det betyder, at døtrene - Karina Harboe Laursen, Vibeke Harboe Malling og Pernille Obling Griese - har lige over 50 procent af stemmerne i selskabet.

Dermed bestemmer de suverænt over bryggeriet.

Kilde: Regnskaber i Harboes Bryggeri

- Ikke kønt
På grund af tavsheden fra sagens hovedperson står det ikke klart, hvorfor Harboe ikke tidligere har ønsket at oplyse om de nævnte ejendomshandler.

Men hverken Bernd Grieses eller bryggeriets håndtering af sagen imponerer Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet.

- Det er jo ikke kønt. Det giver i hvert fald en formodning om, at man måske slet ikke er interesseret i at fortælle, hvilke handler der er foregået og på hvilke vilkår, siger han.

I sommeren 2016 købte Harboe denne hvide villa i Skælskør  for 4,6 millioner kroner. Sælgeren var bryggeriets egen direktør, Bernd Griese. Foto: Tariq Mikkel Khan
I sommeren 2016 købte Harboe denne hvide villa i Skælskør for 4,6 millioner kroner. Sælgeren var bryggeriets egen direktør, Bernd Griese. Foto: Tariq Mikkel Khan
 
109 kommentarer
Vis kommentarer