Alm. Brand lægger 100 millioner oven i forventet årsresultat

For anden gang kan Alm. Brand opjustere forventninger til årsresultat. Det selv om kvartalsresultatet dykker

Den danske forsikrings- og bankkoncern Alm. Brand opjusterer forventningerne til hele året med 100 millioner kroner.

Det sker efter et halvt år med kundetilgang, flere pensionsindbetalinger og færre vejrskader end ventet. Det oplyser selskabet i sit regnskab.

Resultatet for 2018 ventes nu at lande mellem 600 og 700 millioner kroner.

- Det er meget tilfredsstillende, at koncernen oplevede en større kundetilstrømning og vækst i første halvår, samtidig med at vi atter kan opjustere forventningerne til koncernens årsresultat, siger administrerende direktør i Alm. Brand Søren Boe Mortensen.

Også præmieforhøjelser for pensionskunderne er et plus i regnskabet. Samlet stiger indtægterne, men resultaterne går faktisk tilbage.

Samlet havde Alm. Brand indtægter for 2,2 milliarder kroner i andet kvartal mod 1,9 milliarder i samme periode sidste år.

Det blev til et resultat før skat på 187 millioner kroner mod 271 millioner kroner i samme periode sidste år.

Senest kunne Alm. Brand i maj lægge 50 millioner oven i forventningerne med regnskabet for første kvartal.

Alm. Brand er Danmarks fjerdestørste forsikringsselskab med en markedsandel, som ifølge selskabet er ti procent. Forsikringsselskabet har omkring 300.000 privatkunder og 100.000 erhvervs- og landbrugskunder.

Alm. Bank tjener langt de fleste af sine penge på at sælge forsikringer, men har også aktiviteter inden for pension og bankforretning.

Sidstnævnte blev udvidet med et opkøb af Saxo Privatbank, der indgår i regnskabet fra 1. april 2018. Men samlet set var bankforretningen en streg i regningen for koncernen.

- Resultatet af bankens aktiviteter gav et overskud på 21 millioner kroner. Resultatet var under det forventede og ikke tilfredsstillende, lyder det.

1 kommentar
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere