Arrangør bag konkursramt mega-event står frem: Derfor gik det galt

Michael Fugmann, der var direktør hos det nu konkursramte Copenhagen Winter Games, fortæller nu sin side af sagen om, hvorfor tingene gik galt

Sådan så en af reklamerne ud for det stort-opslåede arrangement

Det blev udråbt som en af de største danske sportsbegivenheder nogensinde, og stjerner som Mø og Alex Vargas skulle skabe festivalstemning i de to dage, hvor ski- og snowboard-arrangementet Copenhagen Winter Games ville blive afholdt i B&W Hallerne i København.

Men kun ti dage inden det skulle løbe af stablen 3.- 4. november, chokerede arrangørerne ved at aflyse. Forklaringen var ifølge en pressemeddelelse fra initiativtager Michael Fugmann ’et manglende billetsalg’.  

Men over for Ekstra Bladet ændrer han nu forklaring og sender i stedet skylden videre, selvom det er hans firma, der er gået konkurs.

- Den primære årsag var, at vi først fik udbetalt en stor del af vores offentlige tilskud alt for sent, hvilket gav en alvorlig likviditetsforskydning. Derudover ville de offentlige parter på aflysningsdagen ikke betale deres restbetalinger før tid, som ellers kunne have hjulpet os i mål, skriver han i et mailsvar.

Efter at have været i flyverskjul har Fugmann altså nu valgt at fortælle til Ekstra Bladet, hvorfor eventet - ifølge ham - gik så galt.

- Aflysningen var et kæmpe chok, for ingen af os troede, at de offentlige parter og Copenhill (samarbejdspartner red.) ikke ville finde en løsning på at få de bevilgede restmidler udbetalt og undgå aflysning. Vi havde derfor meget kort tid til en pressemeddelse, og her blev det besluttet at den bedste pressemeddelelse var "manglende billetsalg", skriver han videre.

Modtog ikke tilskud
Selvom Fugmann udadtil har stået for begivenheden igennem firmaet Copenhagen Winter Games Aps, så er det Christian Ingels fra Copenhill, der har stået som modtager af de offentlige tilskud. Midlerne her er så blevet videreført til Fugmanns firma.

Dem har de fået offentlige tilskud fra

Det nu aflyste Copenhagen Winter Games har fået bevilget 4,05 millioner kroner i offentlige tilskud. Men det er ikke alle pengene, som er blevet udbetalt til Copenhill.

Region Hovedstaden oplyser, at man har udbetalt 1,7 millioner kroner, mens man ville give 300.000 kroner ekstra, når arrangementet var gennemført.

Wonderful Copenhagen oplyser, at der over to omgange samlet set er blevet udbetalt 1,3 millioner kroner i tilskud.

Sport Event Denmark oplyser, at der er blevet overført 650.000 kroner. Derudover ville man udbetale yderligere 100.000 kroner efter arrangementet.

Københavns Kommune har givet en underskudgaranti på en halv million kroner. De har derfor ikke nogen penge i klemme.

Ifølge Fugmann var det således et krav fra Danmarks Skiforbund, som eventen var afhængig af, at Copenhill overtog det egentlige ansvar med kontrakterne omkring de offentlige tilskud. Hvorfor det var et krav, vil hverken Danmarks Skiforbund eller Christian Ingels kommentere på. Fugmann afviser dog, at det skulle have spillet ind på CWG's muligheder for tilskud, at han selv er gået konkurs to gange før.

Artiklen fortsætter under billedet...

Det var her i B&W Hallerne i København, at begivenheden skulle løbe af stablen. Foto: Lasse Kofod/scanpix ritzau
Det var her i B&W Hallerne i København, at begivenheden skulle løbe af stablen. Foto: Lasse Kofod/scanpix ritzau

Efter et stort anlagt pressemøde i slutningen af august, hvor eventet blev lanceret, lovede Region Hovedstaden - ifølge Fugmann - at pengene ville falde dagen efter. Men først den 16. oktober kom pengene ind på kontoen. 

I giver udtryk for, at de lover jer pengene, men hvorfor har I ikke bare aftalt en dato på skrift?

- Allerede inden sommeren havde vi dialog med de offentlige parter om, at det var essentielt at støtten blev udbetalt tidligt, da eventen var økonomisk baseret på støtten. I start august havde vi et møde, hvor det blev aftalt at støtten skulle udbetales dagen efter pressemødet. CWG's udfordring var at den egentlige juridske kontrakt lå mellem de offentlige bidragsydere og Copenhill, så CWG kunne ikke rykke mere end vi gjorde. 

Fakta: Copenhagen Winter Games

Bag arrangementet står Michael Fugmann fra Copenhagen Winter Games Aps og Christian Ingels fra Copenhill A/S.

Selvom det er Fugmann, som udadtil har stået for begivenheden, så er det sidstnævnte, der har stået som modtager af tilskuddene. 

Flere af de bedste skiløbere og snowboardere skulle have konkurreret om adgangsbilletter til OL i 2018 i disciplinen ’Big Air’.

Konkurrencen var en del af F.I.S internationale World Cup-kalender.

Det skulle afholdes inde i B&W Hallerne på Refshaleøen i København.

Her skulle der være bygget en 50 meter høj rampe med 800 ton sne. Ifølge det oprindelige budget ville den koste 3,5 millioner kroner. Den er dog ikke blevet færdigbygget.

'Virker tåbeligt'
Den 16. oktober får I pengene af Copenhill (tilskud fra Region Hovedstaden og Sport Event Denmark red.). Men de modtog allerede pengene den 11. oktober. Hvorfor bliver de penge ikke overført med det samme, når I har problemer med likviditeten?

- Det er et rigtig godt spørgsmål. Det virker meget tåbeligt. Men jeg kan ikke svare dig på, hvorfor det blev sådan. Desværre betød det rigtig meget for CWG's likviditet, da vores underleverandørers tålmodighed var brugt op, og de havde ellers været meget overbærende.

Artiklen fortsætter under billedet...

Superstjernen Mø skulle blandt andet have optrådt til eventet. Foto: AP
Superstjernen Mø skulle blandt andet have optrådt til eventet. Foto: AP

Til sidst ville I have restbetalingerne udbetalt for, at eventet skal kunne afholdes. Men det har jo hele tiden været aftalt, at pengene skulle falde senere. Så kan man vel heller ikke forvente, at de bare kommer inden arrangementet?

- Jo, når man i samarbejde med København og de offentlige instanser har søsat et kæmpe sportsarrangement, som gavner byen på alle fronter og når de har indsigt i budgetter, salg, sponsoraftaler og aller vigtigst, er fuld bevidste over hvor meget CWGs likviditet er presset, efter de sene indbetalinger, så mener jeg godt, at man kan forvente fra ens samarbejdspartnere, at man får restbetalinger udbetalt når udbetalingerne vil sikre gennemførslen af eventen, i stedet for et stort milliontab hvor alle taber penge. 

Han peger ikke kun på en.

- CWG havde som sagt kun kontrakt med Copenhill og i første omgang fik vi bevillingspengene fra dem for sent. I anden omgang mener jeg, at Region Hovedstaden, Sport Event Danmark og Københavns Kommune burde have frigivet de midler som var øremærket Copenhagen Winter Games, så en gennemførsel kunne have været sikret.

Fugmanns regnestykke

Ifølge Michael Fugmann manglede man på aflysningsdagen 1,5 millioner kroner for at sikre en gennemførelse.

Den forsøgte han at skaffe ved at få udbetalt den samlede restbevilling på 400.000 kroner fra Region Hovedstaden og Sport Event Denmark.

Derudover forsøgte han at få Københavns Kommune til at betale de 500.000 kroner, som kommunen havde givet i underskudsgaranti.

Dertil kommer et større momsbeløb, som man mente Copenhill skulle udbetale.

 

Afviser al kritik

Hos Region Hovedstaden afviser konstitueret direktør i Center for Regional Udvikling, Christian Bruun Rieper, kritikken fra Fugmann om, at pengene blev udbetalt for sent.

- CopenHill A/S underskrev først bevillingsaftalen d. 27. september 2017. Aftalen var fremsendt fra regionens side, til underskrift d. 31 august. Ifølge regionens forretningsgang og kasse- og regnskabsregulativet for udbetaling af støttemidler opereres der normalt med 30 dages betalingsfrist, fra underskrevet bevillingsaftale. Administrationen vurderede dog på grund af et behov for likvide midler hos arrangøren at fremskynde udbetalingen, således at 1,7 mio. kr. var indsat på arrangørens konto d. 11 oktober, skriver han i en mail.

Han mener heller ikke, at restbetalingen kunne være blevet udbetalt før tid.

- I forhold til udbetaling af sidste rate, så er det fast procedure at Region Hovedstaden tilbageholder 15 % af bevillingen og at de sidste 15 % først kan udbetales når der foreligger et revideret og attesteret slutregnskab inkl. en ekstern evaluering, vi skal godkende. Noget ansøgeren var gjort bekendt med. Reststøtten på 300.000 kr. fra Region Hovedstaden kunne derfor ikke udbetales før eventen var afviklet.

- Der blev stillet krav om en delvis udbetaling af de resterende offentlige midler. Vi blev fra Region Hovedstadens side, udover at udbetale de 300.000 kr., bedt om at stille en underskudsgaranti, med de andre offentlige aktører. Dette afslog vi, da det var administrationens opfattelse, at kerneproblemet i forhold til afviklingen af eventen var et likviditetsproblem der kom på baggrund af færre solgte billetter end budgetteret.

Ville udbetale
Hos Sport Event Denmark oplyser direktør Lars Lundov, at man få timer inden aflysningen faktisk selv foreslog overfor Dansk Ski Forbund at udbetale de resterende 100.000 kr.

- Men vi modtog aldrig en forespørgsel herom. Det var på eget initiativ at vi tilkendegav, at dette var en mulighed, såfremt det kunne medvirke til at skabe sikkerhed for eventen, siger han.

Underskudsgaranti
Københavns Kommunes fritidschef i Kultur- og Fritidsforvaltningen, Mads Kamp Hansen, afviser også kritikken.

- Kultur- og Fritidsudvalget stillede en underskudsgaranti på 500.000 kr. til Copenhagen Winter Games. En underskudsgaranti betyder helt konkret, at pengene først udbetales efter arrangementets afholdelse, hvis der vel og mærke er et underskud. Derfor udbetalte Københavns Kommune ikke pengene forud for eventen, skriver hun i en mail.

Christian Ingels fra Copenhill vil ikke kommentere sagen, men henviser til den redegørelse, som han leverede til de offentlige bidragsydere umiddelbart efter aflysningen.

Den kan du læse mere om her.

31 kommentarer
Vis kommentarer