Dansk virksomhed har knækket koden til vækstlande

Firmaet Foss investerer massivt i de såkaldte BRIK-lande og har nu over 200 ansatte i Kina

Millioner af mennesker i Asien og Sydamerika går fra fattigdom til et middelklasseliv, og den vandring har nu fået et fysisk udtryk i udkanten af Hillerød.

Virksomheden Foss indvier i næste uge - ovenpå et rekordår - et nyt hovedkontor og innovationscenter til 200 millioner kroner.

For i takt med at fødevareindustrien i lande som Kina, Brasilien, Indien og Rusland (BRIK-landene) skal skaffe kvalitetsmad til mere kræsne forbrugere, stiger behovet for de måle- og analyseinstrumenter til fødevareindustrien og landbruget, som Foss producerer.

Og Foss har knækket koden til vækst i landene. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Vi investerer tungt i selv at have folk i de fire lande - i Kina er vi nu over 200. Vi har kontakt med markederne og med kunderne, og så udvikler vi produkter specifikt til de store BRIK-lande, siger administrerende direktør i Foss, Torben Ladegaard.

- Man kan ikke bare tage et dansk eller svensk udviklet produkt og sælge. Vi laver produkter, der passer lige præcist til dem. Det er den kombination, som har givet gennembruddet for Foss, fortæller han til Frederiksborg Amts Avis.

For eksempel er Foss ved at lancere et analyseinstrument til mælk i Indien, der er verdens største, men også mest decentrale mælkeproducent.

- De har millioner af mælkeproducenter med måske en til fire køer eller bøfler. Derfor har man 150.000 opsamlingscentre spredt ud over Indien, hvor mælken bliver indleveret, analyseret og afregnet på stedet, siger Torben Ladegaard.

Instrumenterne fra Foss er højteknologiske, og nogen koster en halv til en hel million kroner. Og det er for dyrt for de indiske kunder.

- Vi har så taget den kerneteknologi, der er i de store dyre instrumenter, og skabt et meget lille, prisbilligt måleinstrument, designet i Indien og produceret i Indien.

- Og nu bliver det lanceret i et helt nyt indisk selskab med en lokal partner, siger Torben Ladegaard.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere