Stuhr, stuhr problemer i Cirkus Benneweis

Cirkus Benneweis har blodrøde tal på bundlinjen og må låne penge i banken for at fortsætte

Efter flere års underskud Diana Benneweis i sit firma bag cirkusset en negativ egenkapital på 2,5 millioner kroner. (Foto: Ole Steen)
Efter flere års underskud Diana Benneweis i sit firma bag cirkusset en negativ egenkapital på 2,5 millioner kroner. (Foto: Ole Steen)

Mens der på tilskuerrækkerne stadig er masser at grine af, når f.eks. klovnen Don Christian optræder i Cirkus Benneweis-manegen, så er det ikke så meget tilfældet for cirkusdirektør Diana Benneweis, når pengene skal tælles op bag scenetæppet.

Blodrøde tal på bundlinjen har de seneste år præget Cirkus Benneweis, og det seneste årsregnskab for Cirkus Benneweis Aps er ingen undtagelse. Derfor skal der nu hentes hjælp i banken, fremgår det af selskabets nye årsregnskab for 2012.

Årets resultat blev et underskud på 305.000 kroner, hvilket dog er en stor forbedring af sidste års underskud på 1,7 millioner.

Det betyder, at selve formuen i firmaet er negativ med et minus på 2,5 millioner kroner, og derfor skal der flere penge til, for at Danmarks ældste cirkus kan forsætte med at optræde rundt om i Danmark.

Banklån sidste udvej

Udover at have fået lov af Skat til henstand af momsbetalingen, så de i stedet indgår en afdragsordning, skal flere penge hentes i moderselskabet Benneweis Aps. Men heller ikke her er der positive tal, og derfor er banken sidste udvej.

Der er således udstedt pant i deres ejendom i Dronningmølle som sikkerhed for bankgælden.

Skønt tilstanden i selskabet ser noget dyster ud, har den 65-årige Diana Benneweis høje tanker for 2013, som hun vurderer til at ende med plus på bundlinjen.

Forventer plus på bundlinjen
- Resultatet er væsentlig bedre end sidste år. Underholdningsbranchen er hård med megen konkurrence. Men med det program vi har for 2013 og med den øgede fokus på markedsføring og omkostninger, som vi har, forventes denne sæson at give et positivt resultat, siger hun i et statement i forbindelse med årsregnskabet.

Hun har ikke mulighed for at svare på spørgsmål, da der er travlt med forberedelserne til premieren i morgen.

Ingen penge i cirkus
De tidligere regnskaber for selskabet viser, at der aldrig har været de store penge at tjene i Cirkus Benneweis.

Resultaterne har været svingende med overskud de ene år, som derefter afløses af underskud de næste.

De sidste tre år har tendensen dog været underskud med et samlet beløb på 3,4 millioner kroner.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere