Kolde Eivind skal tøes op: Henter spindoktor

Danske Bank har så store image-problemer, at topchefen Eivind Kolding nu har ansat sig en spindoktor

Eivind Kolding har ansat sig en spindoktor ligesom de danske politikere. (Foto: Niels Hougaard)
Eivind Kolding har ansat sig en spindoktor ligesom de danske politikere. (Foto: Niels Hougaard)

Ligesom en minister har en personlig rådgiver i forhold til pressen, har Danske Bank-boss Eivind Kolding også fået sig en såkaldt spindoktor.

Det sker efter bankens utallige problemer i medierne den seneste tid med deres reklamekampagne og indførelsen af abonnementsbetaling.

Den nye spindoktor hedder Kim Larsen, og han kommer fra en direktørstilling i kommunikationsgiganten Burson-Marsteller.

Det bekræfter banken over for Finanswatch.

- Danske Bank får på grund af sin position meget opmærksomhed og er desuden i gang med en ambitiøs strategi, der indebærer store forandringer, der også giver øget behov for at kommunikere. Derfor har vi igennem en længere periode overvejet, hvordan vi kunne styrke os på den strategiske kommunikationsrådgivning. Vi har på den baggrund valgt at ansætte Kim Larsen. Kims primære rolle bliver at være rådgiver for Eivind Kolding samt at arbejde med strategiske opgaver og projekter, skriver Danske Banks kommunikationsdirektør Eva Hald om ansættelsen i en mail til FinansWatch.

Kim Larsen, der er 38 år og uddannet journalist, vil tiltræde sin nye stilling senere på året.

- Min primære opgave bliver som rådgiver for Eivind Kolding. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at banken får rigtigt meget opmærksomhed, og derfor har man besluttet sig for, at der kunne være brug for en kompetence som min. Og jeg syntes, at det lyder som en spændende opgave. Man har vurderet, at der er behov for en profil, som kan have en særlig rolle i forhold til at rådgive Eivind i forhold til de mange faglige input, der kommer fra alle sider. Men jeg er som bekendt ikke startet endnu, og derfor kan jeg ikke sige mere om indholdet , siger han til FinansWatch.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere