Vestas: Fuld tillid til Engel og det nye lederteam

Trods et dundrende underskud på 5,3 milliarder bakker bestyrelsesformand op om Vestas' nye ledelsesteam

Vestas-bestyrelsesformand Bert Nordberg udtrykker fuld tillid til selskabets topchef, Ditlev Engel, og det nye ledelsesteam omkring ham og ser et udfordrende 2013 for selskabet. Det skriver Ritzau Finans.

- I bestyrelsen har vi fuld tillid til, at den nye ledelse har udstukket den rigtige kurs for Vestas og er i stand til at fuldføre de forandringer, vi allerede nu begynder at se effekten af, siger Bert Nordberg i vindmølleproducentens regnskab for 2012 og fortsætter:

- Men på grund af Vestas' faldende indtjening og en mere konservativ vurdering af det fremtidige verdensmarked for vindmøller har vi foretaget nedskrivninger på mere end 500 millioner euro.

- Dette skyldes blandt andet, at vi har valgt at sætte nogle fabrikker til salg som led i vores nye forretningsmodel.

2013 bliver ligeså udfordrende for Vestas som 2012 var det. Det siger Bert Nordberg videre i regnskabet.

- Vi har især brugt mange kræfter på at stabilisere Vestas finansielt og gøre organisationen klar til en ny virkelighed, hvor markedet byder på større udfordringer end nogensinde før. Sådan var det i 2012; sådan bliver det i 2013, siger han.

Tilliden til Vestas skal genskabes er hans hovedbudskab.

- Da Vestas i slutningen af 2011 og i januar 2012 måtte foretage to nedjusteringer, sendte det både aktiekursen og tilliden til koncernen i bund.

- Et lavpunkt for Vestas - men også et vendepunkt. Lige siden har Vestas planlagt og gennemført en bred vifte af tiltag, der skal forbedre virksomhedens lønsomhed og pengestrømme, udtaler han.

Han føler, at vindmølleselskabet er nået langt.

- Her ved begyndelsen af 2013 er vi nået langt i en gennemgribende forandring af virksomheden og forretningsmodellen, der skal sikre, at vi ikke igen kommer i en lignende situation, og at tilliden til Vestas genskabes, skønner han, men erkender at Vestas endnu ikke er i mål, men at selskabet bevæger sig den rigtige vej.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere