Straffesag mod bankbosser nærmer sig finalen

De tidligere direktører i Sparekassen Himmerland og EBH bank nægter sig skyldige. Aktiekøb var helt normalt.

Den spektakulære sag mod to bankdirektører, som er anklaget for at lave kriminelle numre med aktiemarkedet, nærmer sig nu afslutningen.

De tidligere chefer for Sparekassen Himmerland og EBH bank skal straffes med fængsel, mener Bagmandspolitiet.

Onsdag eftermiddag ventes anklagerne i Retten i Hjørring at komme med en mere præcis anbefaling om, hvilken straf de mener vil være passende til 60-årige Svend Jørgensen fra Sparekassen Himmerland og den fire år yngre Finn Strier Poulsen fra EBH bank.

I et afsluttende indlæg vil anklagerne gennemgå beviserne. De består blandt andet i lagrede telefonsamtaler fra EBH bank, såkaldte voice-logs.

På en af optagelserne kan man høre Strier Poulsen sige til en medarbejder, at man skal være "bagstopper" på aktien i Sparekassen Himmerland.

Det er netop påstanden fra Bagmandspolitiet, at EBH bank i næsten otte uger i 2008 op til bankens krak kunstigt holdt kursen på sparekassens aktier oppe på kurs 600. Manøvren lykkedes gennem køb af aktier for næsten ni millioner kroner, hævdes det.

Under retssagen er det kommet frem, at de to direktører i Blokhus aftalte at købe aktier hos hinanden. 10 millioner hver vej i en tæt omfavnelse.

Men det var ganske uskyldigt og havde intet med kursmanipulation at gøre, mener de.

- Det var helt almindeligt, at lokalbanker ejede aktier hos hinanden, har Finn Strier Poulsen forklaret.

Under retssagen har der været en lille håndfuld vidner. Blandt andre to dealere fra EBH bank.

Onsdag formiddag afhøres det sidste vidne, en medarbejder fra Finanstilsynet, af forsvarerne.

Sagen drejer sig også om, at Sparekassen Himmerland på egen hånd skal have forsøgt at holde kursen kunstigt oppe og på den måde narre markedet.

I løbet af et halvt minut sidst på dagen 30. september 2008 formåede sparekassen at hæve kursen fra 550 til 555 gennem en handel med egne aktier, og det er kriminelt, hævder Bagmandspolitiet.

Når anklagerne har talt, kommer turen til de fem forsvarere, som vil argumentere for, at retten kommer frem til frifindelse, når dommen afsiges, formentlig 15. februar.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere