Facebook tredobler sit resultat

Med et overskud på 642 millioner dollar i første kvartal af 2014 overrasker Facebook positivt.

Antallet af folk, der verden over regelmæssigt tjekker Facebook, stiger støt, og udbredelsen af smartphones giver grønne tal på bundlinjen for det sociale medie.

I første kvartal havde Facebook et overskud på 642 millioner dollar - svarende til lidt under 3,5 milliarder danske kroner. Selskabet har også oplevet en stigning på 72 procent i indtægterne.

Facebooks grundlægger og chef, Mark Zuckerberg, synes godt om resultatet.

- Facebooks virksomhed er stærk og voksende, og dette kvartal var en flot start på 2014, siger han ifølge e24.no i en pressemeddelelse.

- Vi har foretaget nogle langsigtede placeringer for fremtiden, mens vi har holdt fokus på at gennemføre og forbedre kerneprodukterne og virksomheden, tilføjer han.

Antallet af daglige brugere har ifølge Facebook selv rundet 802 millioner i første kvartal. Det er en stigning på 21 procent fra sidste år.

Samtidig er antallet af daglige mobilbrugere øget med 43 procent til 609 millioner.

I dag kommer 59 procent af indtjeningen på reklamer fra mobiltelefoner sammenlignet med 53 procent i sidste kvartal af 2013.

0 kommentarer
Vis kommentarer