Ny stor ordre til Vestas i USA

Ordren er på 150 MW - men har potentiale til mere. Nyheden er den anden på få dage, hvor Vestas får nye ordrer

(Foto: Vestas)
(Foto: Vestas)

Den danske vindmøllekoncern Vestas har fået en ny ordre i USA på 150 megawatt (MW). Ordren har dog et potentiale på op til 568 megawatt, oplyser Vestas i en meddelelse til Fondsbørsen.

Ordren er til Texas i USA, og er den anden fra det amerikanske marked til Vestas på få dage.

Den nye ordre skal leveres til et vindprojekt, kaldet Route 66, og møllerne skal stilles op nær Amarillo i Texas. Det forventes at blive i 2015.

Præsidenten for Vestas's salgs- og serviceafdeling i USA og Canada, Chris Brown, har ikke lagt skjul på, at USA er et af verdens største markeder for vindkraft.

- Vi har udviklet et stærkt partnerskab med én af de førende amerikanske energi- udviklere. Vi er overbeviste om, at vi kan fortsætte successen gennem vores gennemprøvede produkter og services, siger Chris Brown i forbindelse med den nye ordrer.

Vestas' fabrikker i Colorado vil blive involveret i fremstilling af komponenter til ordre

Tidligere mandag offentliggjorde Vestas, at vindmøllekoncernen har vundet en ordre på levering af 38 styk vindmøller af typen V112-3,0 megawatt til det jordanske vindmølleprojekt Al Tafila, som selskabet Jordan Wind Project Company står bag.

Ordren omfatter levering, installation og idriftsættelse af møllerne, entreprenør- og el-arbejde. Endelig er der indgået aftale om en 10-årig specialdesignet energibaseret serviceaftale for hele vindmølleparken.

Leveringen af vindmøllerne starter i andet kvartal 2014, og hele parken ventes klar til drift et år efter.

Fredag tikkede der også ordrer ind: EDF Renewable Energy bestilte yderligere 220 megawatt til to projekter, der er en udløber af en ordre fra september.

Disse møller skal stilles op ved vindkraftværkerne Hereford 1 og Longhorn North, der også ligger i Texas.

Indtil videre har Vestas i år fået ordrer på i alt 5028 megawatt.

0 kommentarer
Vis kommentarer