Medie: Dong undgik olieskatten i 2012

Alle olieproducenter i Nordsøen betalte olieskat i 2012 - undtagen det delvist statsejede Dong Energy

Olieproducenter som danske OK Benzin og amerikanske Chevron, der hiver råolie op fra Nordsøen, betalte olieskat i 2012. Undtaget var dog Dong Energy, der som det eneste selskab ikke indbetalte til Skat.

Det viser en kortlægning af de enkelte oliefirmaers udvinding og skattebetaling fra Nordsøen 2012, foretaget af P1 Dokumentar. Statens eget energiselskab er ellers en af de større producenter i Nordsøen med en produktion på fem millioner tønder råolie.

Dong blev i februar under stor debat solgt til blandt andet amerikanske Goldman Sachs, der ejer 19 procent af koncernen. Staten er fortsat hovedaktionær med 60 procent af aktierne.

En af bekymringerne gik på, om amerikanernes køb ville betyde tab af skatter til Danmark. Men Dong har i forvejen ikke har betalt skat i årevis fra ét af sine største forretningsområder - Nordsøen.

Dong siger, at den manglende nordsøskat blandt andet skyldes, at de ikke er så langt fremme i deres investeringscyklus som andre selskaber i Nordsøen.

For at kunne få olien op af Nordsøen kræver det store investeringer, inden det sorte guld pumpes op af undergrunden, og der tjenes penge, der kan beskattes. Men skattebetalingen vil komme, siger Karsten Anker Petersen, kommunikationschef i Dong Energy.

- Hvis jeg må sige det lidt simpelt, så bliver investeringer i dag til skattebetalinger i morgen. Men det bliver selvfølgelig ikke i morgen, men ude i fremtiden, siger Karsten Anker Petersen til P1 Dokumentar.

Der har været særligt lukrative fradragsregler for investeringer i Nordsøen frem til i år, hvor regeringens nye nordsøaftale træder i kraft. Enhver investering - for eksempel i en nybygget boreplatform - udløste et fradrag på 250 procent.

- Ved at investere én krone kan man spare to kroner i skat, forklarer Otto Brøns-Petersen, som er analysechef i Cepos og tidligere ansvarlig for regeringens eftersyn af Nordsøskatten fra 2013.

Finansminister Bjarne Corydon (S) har afvist at medvirke i P1 Dokumentar.

0 kommentarer
Vis kommentarer