Medie: Danske Banks topchef var tidligt informeret om hvidvask

Berlingske Business fortæller, at Danske Banks chef, Thomas Borgen, var "velinformeret" om hvidvask i Estland

Thomas Borgen er øverste chef for Danske Bank. Foto: Stine Bidstrup
Thomas Borgen er øverste chef for Danske Bank. Foto: Stine Bidstrup

Danske Banks topchef, Thomas Borgen, var "velinformeret" om, hvad der skete i den estiske filial, hvor milliarder af kroner i suspekte overførsler blev ført igennem. Og det var han allerede i 2014.

Det skriver Berlingske Business baseret på anonyme kilder i banken.

Tidligere har Thomas Borgen fortalt, at han ikke vidste, hvad der skete, da han kun fik "overordnede orienteringer". I maj sagde han til Berlingske:

- Jeg fik ikke signaler om, at vores kontrolrutiner ikke var tilstrækkelige i Baltikum.

Det har tidligere været fremme, at en whistleblower allerede i 2013 advarede om hvidvask og at den estiske afdeling blev diskuteret på ledelsesmøder i 2014.

I stedet for at stoppe hvidvasken på stedet blev aktiviteterne fortsat og først senere afviklet.

Ifølge Berlingske Business var advarslerne og informationen om hvidvask dog meget mere omfattende end hidtil beskrevet. Bankens revision konstaterede brud på loven i 2014, hvor Thomas Borgen blev skriftligt orienteret.

På et møde i april samme år fik Thomas Borgen "detaljerede beskrivelser" af situationen ifølge Berlingske.

- Thomas Borgen kan ikke påstå, at han ikke blev tilstrækkeligt informeret af sin organisation. De centrale problemstillinger i sagen var han helt bekendt med allerede tidligt i 2014, sige en kilde til Berlingske mens en anden fortæller:

- Thomas Borgen var tilstrækkeligt oplyst og fik løbende indblik i, hvad der foregik i Estland. Når intern revision skriver en så alvorlig advarsel, hvor alt er i rødt, er det klart, at konklusionerne også bliver delt med koncernchefen, der desuden selv har været ansvarlig for de baltiske afdelinger.

Professor på CBS Ole Risager siger til avisen:

- Det er min vurdering, at de nye oplysninger hiver tæppet væk under Thomas Borgens forklaringer i denne sag.

Danske Bank præsenterer onsdag hovedtræk fra sin store interne rapport om hvidvask i Estland. Indtil da har banken ingen yderligere kommentarer til sagen, oplyser den til Berlingske.

11 kommentarer
Vis kommentarer