Gå til artikel om 1 sek
Gå til artikel

Bagerkæde styrtbløder millioner: Fordobler underskuddet

Det seneste regnskabsår blev endnu et i rækken med millionunderskud for kæden Emmerys, viser regnskab

Selv om bagerkæden Emmerys i flere år har arbejdet på at rette op på forretningen, er resultaterne stadig markant negative. Det viser det seneste regnskab for kæden, der netop er offentliggjort.

Regnskabet dækker perioden det sidste halvår af 2017 og første halvår af 2018. Resultaterne betegnes om 'mindre end forventede og utilfredsstillende'.

- I forbindelse med en ny strategi i foråret 2017 har fokus været en øget servicegrad i butikkerne samt øget kompetenceniveau på centrale funktioner. 

- Disse strategiske ændringer har medvirket til et øget omkostningstryk. Derudover er der i løbet af det forgangne år igangsat en række kampagneaktiviteter. Målet med disse kampagner har været at øge omsætning ved øget trafik.

- Mens trafikken i butikkerne er steget væsentligt, har det ikke bidraget til dækningsbidraget på et tilstrækkeligt ønsket niveau, skriver Emmerys.

Underskud fordoblet
Omsætningen i kædens fem butikker i Aarhus og 25 i København faldt en smule til 59,1 millioner kroner i året. Underskuddet er dog næsten fordoblet til 18,7 millioner kroner.

Samlet har selskabet tabt 30,6 millioner kroner over de sidste tre regnskabsår. Og efter det seneste regnskab var egenkapitalen da også stærkt negativ.

Sidste år fik Emmerys dog en ny, hovedrig medejer i milliardær og baron Johan Wedell-Wedellsborg, der købte 20 procent af selskabet. Han ejer shippingselskabet Weco og har en større luns af sandwich- og hipsterkæden Joe & the Juice.

Selskabet er i forvejen ejet af Hans Henrik Preisler, der reddede kæden, da den gik i betalingsstandsning i 2011.

Sortimentet skal udvikles
Ejerne har efter regnskabet for 2017/18 skudt millioner ind og genoprettet egenkapitalen.

- Fokus i det kommende år vil være at skabe balance på den daglige drift. Indsatsområderne vil være på omsætning, omkostninger samt dækningsbidrag.

- I det kommende år vil ledelsen optimere samt udvikle sortiment til at sikre en relevant og attraktiv produktportefølje på tværs af års- samt højtider, skriver Emmerys om det kommende år.

Emmerys har sine rødder tilbage til 1897. Man startede i sin nuværende form i 1996, da kokken Per Bruun overtog bageriet og gjorde det til en kæde.

kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen