Bedste dag nogensinde på dansk aktiemarked

Det danske C25-indeks har haft den største stigning på en enkelt dag, siden det blev oprettet i 2016

Der var masser at glæde sig over i dag på aktiemarkederne rundt om i verden. Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
Der var masser at glæde sig over i dag på aktiemarkederne rundt om i verden. Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix

Efter nogle helt igennem horrible uger på det danske aktiemarked og i hele verden generelt grundet coronakrisen, var tirsdagen i dag en markant undtagelse.

De danske aktier var således i hopla fra start, og derfor endte C25-indekset med en stigning på 4,1 pct. til 1031,09. Det er samtidig den højeste endagsstigning, siden indekset blev dannet i december 2016.

Helt i top var Vestas-aktien med en stigning på lidt mere end 11 procent, mens Pandora og DSV endte på omkring ni procent.

Der skal dog stadig noget til, før de seneste ugers nedtur er hentet hjem. Samlet er C25-indekset faldet med 21 procent den sidste måned.

Optur overalt
Danmark var bestemt ikke det eneste land med optur på aktiemarkedet. Eksempelvis endte det tyske Dax-indeks med en kæmpe stigning på mere end 11 procent.

I Sverige lyder den samlede stigning for OMX Stockholm 30 på syv procent, og i Storbritannien er stigningen på mere end 9 procent på FTSE100-indekset.

Hjælpepakke
De kæmpe stigningerne sker på baggrund af en melding tidligere tirsdag fra USA's finansminister, republikanske Steven Mnuchin, og Demokraternes mindretalsleder i Senatet, Chuck Schumer om, at en enorm hjælpepakke formentlig kan blive til virkelighed tirsdag.

Senatet har forhandlet på højtryk de seneste dage om pakken, der kan blive på mellem 1000 og 2000 mia. dollars.

På Twitter opfordrer den amerikanske præsident, Donald Trump, til, at pakken vedtages.

- Kongressen skal godkende aftalen - uden al det sludder - i dag. Jo længere tid det tager, desto vanskeligere vil det være at starte økonomien op igen. Vores arbejdsstyrke lider, skriver præsidenten.

129 kommentarer
Vis kommentarer