Berlingske Media venter milliontab og fyrer 25 ansatte

Berlingske Media gennemfører en større sparerunde, hvilket især skyldes tabte annonceindtægter

Avisforsider af Berlingske, B.T. og Weekendavisen. Berlingske Media skulle have haft en robust økonomi, da coronakrisen ramte. Men især annonceomsætningen er blevet hårdt ramt. Indtægterne fra abonnementer ligger umiddelbart stabilt. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Avisforsider af Berlingske, B.T. og Weekendavisen. Berlingske Media skulle have haft en robust økonomi, da coronakrisen ramte. Men især annonceomsætningen er blevet hårdt ramt. Indtægterne fra abonnementer ligger umiddelbart stabilt. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Berlingske Media, der står bag aviserne Berlingske, B.T. og Weekendavisen, forventer et tab på 58 millioner kroner i 2020.

Koncernen er også ramt af coronakrisen, oplyser Berlingske Media i en pressemeddelelse.

- Hele samfundet er ramt, og derfor er Berlingske Media også ramt.

- Annonceindtægterne er faldet med 30 procent. Og inden året er omme, forventer vi, at tabet løber op i 58 millioner kroner, hedder det i pressemeddelelsen.

Som konsekvens deraf gennemfører Berlingske Media en større sparerunde.

- Størstedelen af besparelsen hentes ved at reducere faste og variable omkostninger. Der spares på timelønnede, freelancere og vakante stillinger besættes ikke.

- Endelig opsiges 25 fastansatte, som er fordelt på husets funktioner og mediernes redaktioner, står der i pressemeddelelsen.

Ifølge fagbladet Journalisten er ti af opsigelserne redaktionelle stillinger.

Ifølge Berlingske Media var der ikke økonomiske problemer, før coronakrisen ramte.

Men især annonceomsætningen er blevet hårdt ramt. Indtægterne fra abonnementer ligger umiddelbart stabilt.

Der handles nu for at undgå større indgreb senere, lyder det videre.

Ivar Carsten Carstensen, tillidsrepræsentant på Berlingske, mener, at der er tale om en for hurtig reaktion.

- Jeg vil gerne anerkende, at vi mister mange penge i annonceindtægter. Men jeg synes, at det er en urimelig hård og hurtig reaktion fra ledelsens side.

- Vores ledelse taler meget om rettidig omhu. Jeg synes, det er utidig omhu. Jeg kan ikke se, hvorfor man ikke kunne vente en måned og få normaliseret forholdene først, siger han til Journalisten.

Det bliver muligt at ønske frivillige fratrædelser for medarbejderne på de tre medier. De har frist om tre dage.

Koncernchef på Berlingske Media Anders Krab-Johansen er ked af at måtte spare.

- Hugget fra annoncenedgangen er markant, og det bliver kun værre, hvis vi venter. Opgaven er at sikre husets uafhængighed og økonomiske stabilitet, siger han i pressemeddelelsen.

33 kommentarer
Vis kommentarer