Beskidt Fakta-butik får to sure smileyer på to måneder

En Fakta-butik i Oksbøl er inde i en dårlig stime af sure smileyer og bøder fra Fødevarestyrelsen

Fakta i Oksbøl har fået to sure smileyer på to måneder. Foto: Jakob Jørgensen
Fakta i Oksbøl har fået to sure smileyer på to måneder. Foto: Jakob Jørgensen

Fakta på Østergade i Oksbøl fik 7. maj en sur smiley og en bøde på 15.000 kroner fra Fødevarestyrelsen stukket i hånden, fordi butikken var beskidt.

Det skriver JydskeVestkysten.

Det var den anden bøde på kun to måneder, hvor Fødevarestyrelsen har aflagt butikken hele tre besøg.

Måtte skride ind
Stimen af sure smileys startede ifølge JydskeVestkysten 23. januar i år, hvor Fødevarestyrelsen for første gang fandt, at butikken var så beskidt, at der måtte skrides ind.

Her fik Fakta en indskærpelse, men ikke nogen bøde. Får en butik en indskærpelse, hører det med, at styrelsen kommer på et opfølgende kontrolbesøg.

Det var ved dette kontrolbesøg 11. marts, at butikken fik den første sure smiley og en bøde på 10.000 kroner, fordi den ikke var ren nok.

7. maj var den så gal igen, da butikken høstede endnu en sur smiley og en endnu større bøde.

Skimmelsvamp
Ved alle besøgene har Fødevarestyrelsen opdaget, hvad der kunne ligne skimmelsvamp i forskellige kølediske. Det fremgår af den nyeste kontrolrapport, som Jydskevestkysten har set:

'Der er knopskud af formodet skimmelvækst på loft i mælkekøler i området foran blæsekøler samt knopskud på undersider af hylder og i kanter ved dørlåger i kundeområdet. Der er konstateret vækst af formodet skimmel i kanter på frugt og grønt køler samt knopskud af formodet skimmelvækst i pålægs/ostekøler.'

Det er Kvickly i Varde, der ejer Fakta i Oksbøl. JydskeVestkysten har forsøgt at få en kommentar fra Kvickly Vardes direktør Michael Thygesen, men det er ikke lykkes mediet at komme i kontakt med ham.

103 kommentarer
Vis kommentarer