Boligmarkedet har indhentet coronakrisens tabte handler

Trods et benspænd fra coronakrisen er der handlet flere boliger i første halvår af 2020 end sidste år

Færre handler i marts og april blev afløst af flere handler i maj og juni, viser tal fra Boligsiden. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Færre handler i marts og april blev afløst af flere handler i maj og juni, viser tal fra Boligsiden. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Trods en delvis corona-nedlukning af Danmark er der i første halvår af 2020 blevet handlet flere boliger end i samme periode for et år siden, viser tal fra Boligsiden tirsdag morgen.

Særligt sommerhussalget er eksploderet i år, men der er også handlet flere villaer, rækkehuse og ejerlejligheder.

Salgstallene bærer dog et tydeligt præg af corona-nedlukningen. Efter flere salg i januar og februar, faldt antallet af bolighandler med villaer, rækkehuse og ejerlejligheder i marts og april.

Men for villaer og rækkehuse er det forsømte blevet indhentet i maj og juni. Dermed er der solgt cirka 450 flere villaer og rækkehuse mere siden marts end i samme periode i 2019.

Og salget af ejerlejligheder er også samlet set oppe over niveauet i 2019.

Dermed tegner der sig et billede af boligmarkedet med mange handler, få boliger til salg og let stigende priser.

Ifølge økonom hos Arbejdernes Landsbank Anders Christian Overvad viser handelstallene, at det danske boligmarked 'har vundet første halvleg af coronakrisen'.

Men en pauseføring er ikke en garanti for sejr. Ifølge Arbejdernes Landsbanks prognoser vil andet halvår bringe prisfald og færre handler på boligmarkedet med sig.

- Der har været en ophobning af handler, som ikke kunne ske under coronakrisen på grund af nedlukningen. De kommer nu, siger Anders Christian Overvad.

- Når den her overophobning af boliger er aftaget, forventer vi også, at boligmarkedet finder et lavere gear.

Han peger på, at det danske boligmarked op til coronakrisen har været kernesundt, fordi andre dele af dansk økonomi klarede sig godt.

Op til corona-nedlukningen blev der eksempelvis sat rekord efter rekord for, hvor mange der havde et job i Danmark. Dermed havde flere en lønseddel, som de kunne gå ned i banken og vise, når de ville låne penge til et boligkøb.

Men Anders Christian Overvad peger på, at beskæftigelsen i efteråret kan komme til at lide under flere ting. Blandt andet at verden omkring os ikke har samme appetit på købe danske eksportvarer.

Det er her anden halvleg af coronakrisen begynder for det danske boligmarked. Den spår Arbejdernes Landsbank vil føre prisfald på tre til fem procent med sig samt færre handler.

0 kommentarer
Vis kommentarer