Brexit får tøjkæde til at bløde: Værre end finanskrisen

Den britiske tøjkæde Bonmarché er hårdt ramt og skyder skylden på brexit, der har ramt hårdere end krisen

Britiske butikker på stribe melder om et skidt salg i takt med, at den politiske uro i Storbritannien om udtrædelsen af EU får forbrugerne til at holde på pengene. Senest har kæden Bonmarché, der sælger tøj til kvinder, måttet nedjustere voldsomt.

Kæden skrev torsdag, at den nu forventer et millionunderskud i år, hvilket sender aktierne på retræte.

- De nuværende markedsbetingelser er uden sidestykke for os og er markant værre end selv recessionen i 2008/2009. Jeg håber, at vores nedjustering vil vise sig at være overgjort.

- Men i det nuværende marked ser det ud til at være den rigtige beslutning, skriver administrerende direktør Helen Conolly i en meddelelse til den britiske børs.

Salget i efteråret har været skidt for Bonmarché og er faldet med 12 procent i butikker, der har været åbne mere end et år.

Bonmarché havde regnet med, at handelsmønsteret ville have lignet sidste år, hvor der var et dyk op til black friday, hvorefter det tog fart igen.

- Salget i black friday-ugen var dog ekstremt dårligt, specielt i fysiske butikker, hvilket indikerer, at handlen hverken følger sidste års mønster eller noget andet mønster, vi har set før, skriver Bonmarché og fortsætter:

- Vi mener, at usikkerheden om brexit er en faktor, der påvirker efterspørgslen, og at salget dermed ikke vil kunne styrkes, før den nuværende periode med forhøjet usikkerhed slutter.

Storbritannien stemte i 2016 for at forlade EU, hvilket skal ske i marts 2019. Der er dog ingen aftale på plads mellem Storbritannien og EU. Samtidig har spørgsmålet splittet det britiske parlament.

I sidste uge fortalte den store kæde Primark om tilsvarende problemer med manglende købelyst, som Bonmarché oplever.

November bød på et drastisk fald i den britiske forbrugertillid til minus 13.

90 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere