Butikskæde i vild vækst: Derfor er den en succes

Den populære Tiger-kæde vil mere end fordoble deres nuværende 613 butikker over alt i verden

Kvinder er den store kundegruppe for butikskæden Tiger. (Foto: Thomas Fredberg)
Kvinder er den store kundegruppe for butikskæden Tiger. (Foto: Thomas Fredberg)

Tiger-butikkerne, som fremover skal hedde Flying Tiger Copenhagen, oplever kæmpe succes.

I årsrapporten for 2015 er der kommet 174 nye butikker til rundt om i verden, og mens omsætningen er vokset 45 procent, så blev overskuddet rekordstort på 210 millioner kroner.

Samtidig er der blevet meldt planer ud om, at kæden skal mere end fordoble antallet af butikker frem mod 2020, skriver Børsen.

Se også: Tiger-kæden gør klar til navneskift og vild vækst

Detailekspert Dorte Wimmer fra Retail Institute Scandinavia peger på tre ting som årsagen til succes.

- De er skarpe til at købe billigt ind og så sælge en lille smule dyrere. De rammer noget i tidsånden - den her snusfornuft med, at vi gerne vil gøre en god handel. Og så er der de her oplevelser, som man får i butikkerne, for man ved jo ikke hvad det er derinde, siger hun og fortsætter:

- Der er i hvert fald ikke ret mange, som går derind med en indkøbsseddel. Du går ind for at få en oplevelse, velvidende at du kommer ud med noget, du ikke havde planlagt, siger hun til Ekstra Bladet.

Flemming Birch, der har sit eget rådgivningsfirma inden for detailbranchen, mener også, at 'skattejagt-følelsen' er vigtig - udover priserne naturligvis.

- Det er helt sikkert noget, man har råd til, og det har lidt et designpræg, men når jeg siger design, så er det jo stadig noget, som er fremstillet i fjernøsten, og noget der er ganske billigt, men som på en måde alligevel har fået et skandinavisk twist, siger han og fortsætter:

- Deres butikker er kræmmermarkeder, men de sælger det langt fra som var det kræmmermarkeder. De pakker det ind, som var det noget lækkert og eksklusivt.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

Kvinder i fokus

Især én målgruppe er vilde med butikkerne.

- Det appelerer primært til kvinder og specielt unge kvinder. For du kan shoppe ret meget amok sådan et sted, uden du kommer af med ret mange penge og samtidig komme hjem med nogle sjove ting, som du ikke havde regnet med, siger Flemming Birch og fortsætter:

- Mænd bryder sig ikke om at gå ind i en butik og ikke vide, hvad der er. Mænd er mere tilbøjelige til at gå ud, hvis de mangler noget, fx en par nye jeans.

Vækster i udlandet

Mens væksten lidt er gået i stå i Danmark, så er det bestemt ikke tilfældet i resten af verden. Rundt om i hele Europa kan man opleve Tiger-butikker, og det samme er tilfældet i Japan og senest USA.

- Der findes ikke noget tilsvarende i udlandet. De er først med noget, der ikke rigtig findes i forvejen, siger han og peger i den forbindelse også på den succes som Søstrene Grene nyder i udlandet.

Samtidig ligner butikkerne hinanden - uanset om det er i København, Madrid eller USA.

- Når du går ind i deres butik i New York, så ligner det jo fuldstændig en tiger-butik i Danmark. På den måde er de meget tro mod deres koncept, siger Dorthe Wimmer.

Derudover sætter udlandet stor pris på det skandinaviske design.

- De rider på den bølge af scandinavian design, der er i øjeblikket og udnytter det også i deres nye navn. Det er rigtig godt set, siger hun og henviser til 'Copenhagen', som er blevet en del af det nye navn.

Og selv om priserne jo er kendt for at være meget lave, så er der stadig gode fortjenester, vurderer Flemming Birch.

- Jeg kunne forestille mig, at de ting er meget meget billige at fremstille, så der må stadig være en god fortjeneste, men de skal da sælge rigtig mange enheder, for så mange penge er der heller ikke i hver enkelt produkt.

27 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere