Christian med bøn til Mette F.: Hjælp os!

Mens de hårdt ramte spillesteder bliver hjulpet af staten, er der ingen hjælp til underleverandørerne. Christian Christensen har mistet alle sine ordrer de kommende måneder og frygter nu at miste sine medarbejdere og sit firma

Finansminister Nicolai Wammen præsenterede torsdag fire nye tiltag, der skal hjælpe dansk erhvervsliv under den igangværende coronaepidemi. Video: Ritzau/Scanpix

Mette Frederiksen og myndighederne har skærpet tiltagene for at stoppe spredningen af coronavirus i Danmark, og onsdag lød det, at man fraråder forsamlinger på mere end 100 personer.

For en uge siden lød statsministerens anbefaling, at man skulle udskyde arrangementer med over 1000 personer, og allerede her var der stort fokus på, at det ville komme til at ramme danske spillesteder hårdt.

Siden er regeringen kommet med et udspil om en hjælpepakke, der skal hjælpe spillestederne med at lette udgifterne. Den hjælpende hånd kommer dog ikke underleverandørerne til spillestederne til gode, og det er et problem for flere danske virksomheder.

Nogle af de personer, der bliver hårdt ramt, er Christian Christensen og Jens Christensen, der sammen ejer firmaet Danlas, der leverer lys, lyd og teknisk assistance til events, koncerter og konferencer.

- Vi har oplevet, at vores ordrer fra onsdag 4. marts begyndte at blive udtømt, og da Mette Frederiksen meldte ud om at lukke Danmark ned, der lukkede alle vores ordrer. Alt blev aflyst. Vi skal frem til midt i maj, før vi måske har én ordre, siger Christian Christensen til Ekstra Bladet.

Christian Christensen (tv.) og Jens Christensen frygter at miste deres firma på grund af virussens udbrud. Privatfoto
Christian Christensen (tv.) og Jens Christensen frygter at miste deres firma på grund af virussens udbrud. Privatfoto
 

I firmaet er syv ansatte, og Christian Christensen har indset, at coronavirussen og tiltagene får store konsekvenser for ham og hans medarbejdere.

- Hvis ordrerne ikke kommer igen, så har vi mistet halvanden million i omsætning. Og hvis det store job i maj bliver aflyst, så er vi på den anden side af tre millioner i omsætningstab, siger han.

Det har betydet, at han selv og hans medejer allerede er gået markant ned i løn, og det samme kommer nu til at ske for medarbejderne, hvis firmaet skal undgå konkurs.

- Medarbejderne får deres sidste lønning 31. marts. Så skal vi finde en løsning, hvor de går voldsomt ned i løn. Yderste konsekvens er, at vi lukker, og så mister alle jo deres arbejde. Vi har en økonomisk buffer fra sidste år, men når den løber tør, så bliver vi nødt til at stoppe, fordi Jens og jeg hæfter personligt for gælden, siger han.

Ejeren har allerede talt med sine medarbejdere om situationen, og de er heldigvis meget forstående og har indvilget i lønnedgang.

- De er villige til at gå hjem uden løn og gå ned i løn. De vil gå ekstremt langt for at redde deres arbejdsplads.

Beder staten om hjælp
Christian Christensen håber nu på, at regeringen og myndighederne vil lade underleverandørerne blive en del af den hjælpepakke, spillestederne er blevet tilbudt.

- Hjælpepakken, de har lavet med A-skat, vil selvfølgelig hjælpe. Moms-pakken hjælper, når du har en omsætning, men hjælper jo ikke, når du ikke har nogen omsætning. Vi har fuld respekt for alle tiltag, regeringen gør for at stoppe den her virus, men vi har brug for økonomisk hjælp, siger han.

Danlas er langt fra den eneste virksomhed i branchen, der er hårdt ramt. Også Nordic Rentals, der er en af de største leverandører på markedet, er alvorligt pressede. Det fremgår af et opslag på virksomhedens Facebook-side.

'Sikke nogen dage. Der var ingen, der kunne forudse en situation, hvor en hel branche bliver slået tilbage til start på under en uge.'
 
'Ordrebogen er praktisk talt tømt i den kommende periode, og vi ved jo godt at hovedparten af opgaverne ikke kommer igen'. Dog er det den virkelighed, vi står i nu, og jeg opfordrer alle udlejningsselskaber til at stå sammen og udvise sammenhold og respekt for vores medarbejdere og vores virksomheder,' skriver virksomheden og uddyber:

'Vi er dem i det sorte tøj, der får alting til at virke, og vi er yderst sjældent i fokus. Faktisk er det en dyd for os ikke at blive bemærket.  Men i den nuværende situation håber jeg, at vi sammen kan gøre opmærksom på vores virksomheder, vores dygtige dedikerede medarbejdere og samarbejdspartnere, som står med risiko for en potentiel katastrofe, hvis denne ulykkelige situation fortsætter.'

Hos Danlas håber man på, at omsætningen kommer tilbage på et højt niveau, så snart karantænen er overstået, men man frygter også, at undtagelsestilstanden vil række ind i festivalssæsonen og ramme de store festivaler.

- Hvis det her går ind i festivalssæsonen, og de store festivaler og events bliver aflyst, så kommer den indtægt jo ikke igen, siger Christian Christensen.

Hvis hjælpepakken ikke kan tilbydes underleverandørerne, håber han på, at man fra statens side vil gøre det muligt at søge en form for statsgaranterede lån.

- Så vi kan sikre ikke bare vores egen, men også branchens overlevelse, lyder det.

Her er myndighedernes anbefalinger

  • Alle forsamlinger på over 100 personer frarådes, sagde statsminister Mette Frederiksen 11. marts.
     
  • Lad være med at hamstre. Der er mad nok til alle, sagde fødevareminister Mogens Jensen 12. marts.
     
  • Offentligt ansatte i ikke-kritiske funktioner sendes hjem fra og med 13. marts. Private arbejdsgivere rådes til at lade ansatte arbejde hjemmefra, så vidt det er muligt, lød det fra statsministeren 11. marts.
     
  • Skal du ud at rejse, bedes du følge Udenrigsministeriets rejsevejledninger, som løbende bliver opdateret. Du kan finde dem her.
     
  • Har du rejst i et risikoområde og udviklet symptomer inden for de første 14 dage efter afrejse, skal du blive hjemme og ringe til din egen praktiserende læge. Udenfor lægens åbningstid bedes du ringe til vagtlægen. Se nummeret i din region her.
     
  • Har du andre spørgsmål om virussen kan du benytte myndighedernes hotline: 70 20 02 33
     
  • Du kan få det store overblik og finde yderligere svar på politiets hjemmeside her.

108 kommentarer
Vis kommentarer