Coronakrisen bider hos Airbus - får milliardunderskud

Flyproducenten Airbus er ramt af coronavirusset, som gør særdeles ondt på selskabets kunder, flyselskaberne

Flyproducenten Airbus må se overskuddet falde med knap 50 procent til 2,1 milliard kroner i første kvartal. (Arkivfoto)






(Arkivfoto) Foto: Pool/Reuters
Flyproducenten Airbus må se overskuddet falde med knap 50 procent til 2,1 milliard kroner i første kvartal. (Arkivfoto) (Arkivfoto) Foto: Pool/Reuters

Coronakrisen har været særdeles hård for flyselskaberne, og det gør også ondt på leverandørerne bag.

Flyproducenten Airbus' resultat falder markant i første kvartal, hvor sidste års overskud er vendt til et minus på 3,6 milliarder kroner.

Det skal ses i lyset af et fald i omsætning på 15 procent i første kvartal til 79 milliarder kroner, da der er leveret færre fly end sidste år.

Samtidig har Airbus haft tab på finansposter, hvilket også trækker resultatet ned.

- Vi er lige nu midt i den dybeste krise, som luftfartsindustrien nogensinde har været i, siger Guillaume Faury, der er administrerende direktør for Airbus, i en kommentar til regnskabet.

Allerede i marts valgte Airbus at søsætte en række tiltag til at sikre flere penge i kassen under coronakrisen.

Airbus har droppet udbyttet til aktionærerne. Samtidig har selskabet sikret sig kredit på 112 milliarder kroner, så der er mere polstring til at komme igennem krisen.

Derudover har Airbus skruet markant ned for sine investeringer i udvikling, og alle planlagte tiltag, der ikke er afgørende for forretningen, er enten droppet eller udskudt.

Airbus er Europas største producent af passagerfly og konkurrerer på verdensmarkedet med amerikanske Boeing. De to koncerner sidder tungt på markedet.

Coronavirusset forventes også at sætte sine spor hos Boeing, der onsdag eftermiddag kommer med regnskab for første kvartal.

Den amerikanske flyproducent er desuden udfordret af et flyveforbud mod flytypen Boeing 737 MAX, der var involveret i to flystyrt i Indonesien og Etiopien i 2018 og 2019.

3 kommentarer
Vis kommentarer