Coronapandemien gav amerikansk økonomi en mavepuster i marts

De brancher, der var hårdest ramt af coronavirus, var turist- og hotelindustrien samt detailhandlen

Coronakrisen har betydet, at flere amerikanske butikker har været nødt til at lukke, hvilket har ført til millioner af ledige de seneste uger. (Arkivfoto) Foto: Marco Bello/Reuters
Coronakrisen har betydet, at flere amerikanske butikker har været nødt til at lukke, hvilket har ført til millioner af ledige de seneste uger. (Arkivfoto) Foto: Marco Bello/Reuters

Den amerikanske økonomi fik en regulær mavepuster i marts på grund af coronapandemien.

Det fremgår af den periodiske udgivelse Beige Book fra den amerikanske centralbank, onsdag.

- På grund af Covid-19 trak økonomien sig kraftigt og pludseligt sammen i alle regioner, lyder det i Beige Book.

USA har været hårdt ramt af coronavirus, hvilket også har fået de amerikanske myndigheder til at lukke dele af samfundet ned. Tvangslukninger og reglerne om at holde afstand er gået hårdest ud over brancherne, der beskæftiger sig med fritid og turisme, fremgår det.

De samme brancher er også ramt af massefyringer.

Det scenarie bekræfter jobtallene fra USA. De seneste tre uger har knap 16 millioner amerikanere meldt sig ledige.

Selv om de brancher har oplevet det største antal af fyringer, beretter flere af distrikterne om, at fyringer er bredt funderet på alle brancher.

Samtidig er detailhandlen hårdt ramt på nær efterspørgslen efter såkaldt nødvendige varer.

USA har ligesom de fleste lande i verden, der kæmper med coronavirus, oplevet stigende efterspørgsel efter værnemidler. Det er også efter fødevarer, medicinsk udstyr og lægemidler, at efterspørgslen har været stor, fremgår det.

Beige Book er en samling af anekdotiske indberetninger fra den amerikanske centralbank, Federal Reserves, 12 distrikter i USA. I onsdagens udgave var der indsamlet indberetninger frem til og med den 6. april.

I USA er lidt over 614.000 personer testet positiv for coronavirus, mens 27.085 er døde. Det viser den seneste opgørelse fra Johns Hopkins Universitetet.

New York er den delstat, der er hårdest ramt, hvor i alt 18.335 personer er indlagte på delstatens hospitaler.

13 kommentarer
Vis kommentarer